164 / 230
— Claus Schall —
157
løb er et mærkeligt Exempel paa Talentets Kamp med allehaande
Hindringer i Form af Fattigdom , mangelfuld Dannelse og Under
visning, Miskjendelse og Fordomme, en Kamp, hvis Udfald trods
hans store medfødte Begavelse og overordentlige Energi kun blev
en halv S ejr1). I vore Dage føres den unge Musiker jævnt og
sikkert gjennem Konservatoriets Klasser til alle Egne af musikalsk
Viden. Schall maatte hutle sig frem. Han begyndte og han endte
som ren Praktiker. Med sin uslukkelige Tørst efter at lære fik han
saa godt som intet lært, uden hvad han lærte sig selv. Som lille
Dreng maatte han stjæle sig til at spille Violin oppe paa et koldt
Kvistkammer. Han havde ikke Raad til at kjøbe sig Noder; saa
øvede han sig udenad, spillede alt, hvad han hørte. Kunstgrebene
og Finesserne aflurede han senere de store udenlandske Violin
spillere, som optraadte her i hans Ungdom, navnlig Lolli, det
18
de
Aarhundredes Paganini, og Tyskeren Müller, hvem Fru Walthers
Ynde i længere Tid fængslede til Kjøbenhavn. Endnu senere, da
det lykkedes ham selv at komme udenlands, blev han fortrinsvis
paavirket af Mestrino i Paris, hvor han ligeledes blev bekjendt med
Viotti og vakte denne berømte Mesters Interesse. Han spillede
god t, endogsaa overordentlig godt, „men paa sin egen Maner“.
Musikere beundrede især hans rene Intonation og udtryksfulde
Foredrag i Adagioen. En Dobbeltkoncert, som han komponerede
for og spillede sammen med den unge Violinvirtuos P ixis, fulgte
denne paa hans Rejser og omtales af den tyske Kritik ikke blot
som aandrig og original, men tillige som et Non plus ultra af
Vanskelighed.
Kompositionen voldte Schall endnu flere Bryderier end Violin
spillet. Sine første Balletmusiker fik han Scalabrini eller Zielche
til at hjælpe sig med. Der haves ogsaa en Violinkoncert, dateret
Fredensborg
1780
, i hvilken Solopartiet ses at være skrevet af
Schall men Akkompagnementet af Hartmann. Ved „bestandig at
overhænge“ denne lykkedes det ham endelig at faa nogle Timers
Undervisning; men dette i Forening med et Par Maaneders Kursus
hos Schulz i en senere Periode var ogsaa al den theoretiske Vej
ledning, han opnaaede i sin Kunst. Schulz m ente, at „den kjære
Gud havde givet ham saa store Gaver til at blive en fortræffelig
Komponist, at han ikke behøvede at lære, hvad han skulde gjøre,
0 Jvfr. navnlig Schalls Biografi af Overskou i „Dagen“ for 1835 og derefter
„Tidsskrift for Musik“ 1858 Nr.
6
.