159 / 230
152
— Potenzas Efterfølgere —
med Nationens Yndling Mad. Walther og, hvad Sangen betræffer, i
mange Stykker vundet Prisen, men i dem alle lignet hende“
l ).
Hvad der endnu manglede hende i teknisk Fuldendthed, vilde hun
maaske have kunnet tilegne sig, dersom hun ikke havde forladt
Potenzas Skole for at tage Undervisning hos Charlatanen Hofviolon,
senere Professor D a r b e s — eller d’Arbés, som han vilde have sit
Navn skrevet. Især efter at „hendes Ansigts Yndigheder“ vare be
gyndte at falme, ankede Kritiken over en Mangel paa Lethed, der
ofte forstyrrede Nydelsen af hendes Stemmes Skjønhed.
Men Be
gejstringen for hende var dog endnu saa varm , at det i samme
Aandedræt hedder: „Hun gjælder for et Meteor, et Naturens Under
værk, og man glemmer virkelig gjerne, at hun har liden Methode
og endnu mindre Spil“ 2).
Til hendes Benefice i
1804
var Til
strømningen saa stærk, at der maatte sættes Politi ved hendes Dør,
og at der allerede Kl.
2
ikke kunde faas flere Billetter.
Gatharine Frydendahl sang sidste Gang offentlig paa en Kon
cert i Trinitatis Kirke Store Bededag
1823
. Hun var da
63
Aar
gammel, og der var gaaet
46
Aar, siden hun første Gang traadte
frem for Publikum.
Hverken Z in c k eller Neapolitaneren d e F e r r e t t i vare iS tan d
til at erstatte Potenza som Syngelærer ved Theatret.
Zinck, der
blev Syngemester i
1787
, var for theoretiserende; der blev i hans
Timer, som Oehlenschlåger skriver, „snakket for meget og sunget
for lidt.
Hans Stræben, at gjøre alting populært ved Definitioner
kostede megen Tid. Og nåar han gjorde de unge Sangerinder be
gribeligt, at ethvert Menneske har de naturlige Nodestreger ved
Haanclen (nemlig Fingrene), og at man blot behøver at sætte den
højre Haands Pegefinger over eller imellem eller under en Finger
paa venstre Haand for at tydeliggjøre sig , hvilken Node man vil,
saa kunde vi andre ikke bare os for at le “.
Zinck fremhævede
blandt sine Elever F r y d e n d a h l og K n u d s e n . Hvad Ferretti an-
•gaar, da præsenterede han efter et Par Aars Forløb nogle kvinde
lige Elever, som han i Foraaret
1802
lod udføre Brudstykker af sin
Opera „L’Endimione“ samt en i Anledning af „den uforglemmelige
Dag den
2
. April
1801
“ komponeret Kantate „La giornata terribile e
gloriosa“.
Kun en enkelt af disse unge Sangerinder, nemlig Jfr.
S ø lv e r , senere Mad. L ie b e , blev til noget, og Ferrettis kortvarige
0 Overskou III. p. 246.
2) Iyjøbenh. Skilderi 23. Jan. 1804.