163 / 230
156
—- Kapelmestere —
Den samme nationale Tendens, som under det Guldbergske
Ministerium havde givet sig Vidnesbyrd ved Oprettelsen af den
danske Syngeskole, førte ogsaa til, at man, da Scalabrini endelig
fik Afsked som Kapelmester efter endnu en Gang at være kommen
til Ære og Værdighed ved Sartis Landsforvisning i
1775
, søgte at
erstatte de italienske Kapelmestere med en indfødt Musiker. For
søget faldt ikke heldigt ud. Den nye Kapelmester, Bergenseren
I s r a e l G o t t l i e b W e r n i c k e , var en fortrinlig Klaverspiller og
grundig Theoretiker, der med offentlig Understøttelse havde stude
ret under Kirnberger i B erlin1) og ligesom sin Læremester nærede
en ensidig Beundring for lærd Musik, der kun daarlig passede til
de Opgaver, som laa for Haanden baade i Syngespillet og overfor
den med Kæmpeskridt foregaaende Udvikling paa Instrumental-
musikens Omraade. De nyere existerede ikke for ham. Mange
Aar efter kunde han endnu finde en barnagtig Fornøjelse i at kalde
Haydn en Nar og en Charlatan, og Mozart „en blot Naturalist, en
planløs og uren Smører«. Desuden var han sygelig og irritabel.
Schiønning siger om ham, at „han var capricieus og "havde derfore
taat Afsked fra Kapellet«. Han gik af ved Omordningen
1786
„efter 6 Tjenesteaar, hvori han ikke havde bestilt n o g et« 2).
Den øverste musikalske Ledelse blev nu atter ligesom i Chri
stian VI’s Tid lagt i Hænderne paa tyske Musikere, visselig ikke til
Skade tor Kapellet i en Periode, da Tyskland viste Vejen i Tone
kunsten. S c h u lz med sin dybe Beundring for Haydn, K un z e n ,
der elskede Mozart, begge højt oplyste Mænd af betydeligt Talent
og med ubestridt Autoritet, og hver paa sin individuelle Maade
fortræffelige Anførere, vare udmærket skikkede til at forøge Ivapel-
lets Dygtighed og Anseelse. Men begge disse Mesteres hele Kunst
retning medførte dog, at Instrumentalmusiken for deres Opfattelse
kun indtog en sekundær Stilling i Sammenligning med de vokale
Kunstformer. Orkestermusikens store Opsving her hjemme i denne
Periode skyldtes fornemmelig en dansk Musiker, Kjøbenhavneren
C la u s S c h a l l , der lige siden Hartmanns Afgang havde beklædt
den vigtige Post, som Koncertmester, den egentlige Orkesterdirigent,
i Kapellet, og som efter Kunzens Død (
1817
) blev udnævnt til
Musikdirektør.
Schall var helt igjennem Instrumentalmusiker. Hans Levnets-
D Bårens: „Noticer for Musiklibhavere« p.
1
ff.
2) Ytring af Schwarz s. Overskou III.
p.
369
.