160 / 230
Virksomhed synes nærmest at have været en Fiasco. I det mindste
klages der endnu i
1802
over, at Sangkunsten var i „yderste For
fald“ 1). •
Under denne Misère var det, at Du P u y kom hertil som sendt
af Himlen. Den nye Epoke forSangkunsten, som man ventede sig
af hans Ansættelse som Syngemester, udeblev rigtignok, hvorvel
baade Tenoristen S c h ø n b e r g og Jfr. F u n c k , de to bedste San
gere, der udgik fra hans Skole, gjorde god Fyldest, især i Koncert
salen. Han havde for mange Jærn i Ilden, til at han kunde passe
alt lige godt.
Men ved hans Bortgang led Theatret alligevel et
virkeligt Tab, saa at det paany saa helt sørgeligt ud for Sanginstruk
tionen. Det kom endog dertil, at Kapelmester K u n z e n selv maatte
overtage Syngeskolen. Han tog ivrigt og dygtigt fat og havde og-
saa den Tilfredsstillelse at se sit Arbejde lønnet saavel med Pu
blikums som med Theaterdirektionens Paaskjønnelse. Navnlig den
unge G e t t i , Theatrets senere saa bekjendte fortrinlige Baritonist,
skyldte ham meget af sin Fremgang.
Uheldigvis stod Kunzen nær ved Enden af sin Løbebane, og
Tiderne vare ufrugtbare.
De gamle bleve for gam le, nogle døde
eller trak sig tilbage, og der kom ingen ny e, som kunde udfylde
de tomme Pladser.
Vi maa dog blandt Debutanterne fra Tiden
mellem
1810
og
1820
fremhæve Tenoristen G e o r g Z in c k og So
pransangerinden E l e o n o r a Z rza , et Par i deres Art baade dyg
tige og talentfulde Kunstnere, som bleve typiske for deres Tid, den
brillante men kolde Virtuositets Periode.
Jfr. Zrza var Paërs og
Bossinis Sangerinde, ligesom Mad. Frydendahl havde været Nau-
manns og Mozarts.
Saavel hun som Zinck bleve til uvurderlig
Nytte for Koncertvæsenet. Hvorledes det iøvrigt stod til med San
gen ved det kgl. Theater i
1820
, ses af Webers korte og fyndige
Karakteristik af vor Opera. Efter at have hørt d’Alayracs „Slottet
Montenero“ skrev han til sin Hustru om Udførelsen: „Orchestei
vortrefflich, Chore recht brav, übrigens Gesang fast schlecht“ -).
Det maa imidlertid bemærkes, at der ogsaa mange andre Steder
hørtes Klager over Sangkunstens Forfald, et Fænomen, som uden
Tvivl stod i Forbindelse med den italienske Operas aftagende Ind
flydelse paa den musikalske Udvikling.
Efter at B o s s i n i s Geni
havde givet denne Kunstart fornyet Glans og forskaffet den en
0 Jvfr. dog Overskou III. p. 732.
2) „Carl Maria von Weber. Ein Lebensbild“ . Von Max Maria von Weber. II.
p. 261.