158 / 230
— Catharine Frydendahl —
151
i or Koncertsalen, hvor hun med sin bløde, ypperlig skolede Sopran,
der understøttedes af et sjælden fint og sikkert Øre, endog næsten
gjorde Mad. Frydendahl Rangen stridig.
Mad. Frydendahl var og blev dog den første. Efter den forgudede
Caroline Walthers Flugt i
1780
var C a t h a r in e E l i s a b e t h M ø l
l e r uomtvistet Sangens souveræne Dronning paa vort Theater, en
Herskerinde paa
20
Aar med alle en erfaren Primadonnas Fejl og
Fortrin. Naar den ene Dag Rygtet om hendes Luner og Intriger
æggede Stemningen, saa at der endog blev opslaaet Paskviller mod
hende paa Gadehjørnerne, besejrede hun den næste atter Uviljen
med sine smukke Øjne og sin henrivende Sang. Hendes Magt laa
ikke i en fuldendt Ivunst — den naaede hun aldrig — men derimod
i hendes eminente Naturbegavelse, en „engleren“ Sopran af en saa
fyldig og intensiv Klang, at den uden at miste noget af sin Vellyd
overtonede Kor og Orkester i det stærkeste Forte, og en naiv Ud
tryksfuldhed i Foredraget, der rev alle Hjerter med. Hun besad i
lige høj Grad Evnen til at røre og til at begejstre; naar hun kom
i Affekt, forvandlede hendes Sang sig til „lutter Ild og Følelse“.
„Den Inderlighed og høje Glæde“ , fortæller Overskou, „hvormed
hun som Cora efter sin Frelse udbrød: Jeg lever og ser Jer igjen!
virkede saa fortryllende, at Schulz aldrig hørte dette Sted uden
Taarer og endog ved en af Forestillingerne uvilkaarlig raabte til sin
Sidemand i Orkestret: „Göttlich, Gott stra f m ich!“ Hendes Textbe-
handling var, efter at hun havde overvundet sin holstenske Accent,
i det hele mønsterværdig.
Zinck, der ikke var nogen Beundrer af
det danske Sprog, maa indrømme, at dette i Mad. Frydendahls
Mund fik en artikuleret Klarhed, hvorved det trods sine Ufuld
kommenheder blev meget anvendeligt for Sang 1).
Hun havde da
ogsaa Ord for at være en Sangerinde, som Fremmede, der opholdt
sig her, hørte med Forundring, og som alle tilstode, at faa musi
kalske Skuepladse i Verden havde Mage t i l 2).
Hendes Skuespillertalent var næppe betydeligt, og hun lagde
ikke Vind paa at udvikle sig i denne Retning.
Den geniale og
yndefulde Forening af Sang og Fremstillingskunst, der gjorde Fru
Walther saa indtagende, besad Mad. Frydendahl ikke i samme Grad.
Som Sangerinde stod hun derimod over Fru Walther.
Warnstedt
bruger det Udtryk om hende, at hun „har disputeret om Prisen
D „Die nördliche Harfe“ 1801 p. 17.
2) Kritik og Antikritik 4 Nov. 1788. Minerva 1791 p. 148.