88 / 203
Martin Dyrbye
Dan sit ønske opfyldt og får derved lejlighed til at lykønske Chri
stian den 5. med ordene:
»Mægtigste fyrste, min søn og min glæde,
Kongernis ære, regenternis siir
værdig at sidde paa kongelig sæde
værdig at føre sverd, krone og spir,
jeg er forlovet, med gudernes tykke,
Dig til ære og ynske til lykke«.
Derpå vender kong Dan tilbage til Olympen, hvorefter Merkur
kommer »ned af himmelen« for at fortælle, at Mars vil deltage i
festen. Mars befaler, at alle »lysts oc fryds gudinder« skal indfinde
sig. Dette efterkommes »udi music eller maneer af opera«. Derpå
synger »glæden og kærligheden« en duet med tilkendegivelse om
»intet heller at ynske, end kongens fornøyelse at kunne forøge«.
Begge forsvinder bort, men i stedet optræder fire helte »dantzendis
en ballet med suerde oc skiolde i hænderne«. Mens et kor synger,
»trompeternes oc kiedeltrommerne stemmer i med«, »nedkom-
mer« Mars »af himmelen, sidendis udi en throne med allehaande
seyervindings tegn gandske besat«. Mens Mars vil tage ordet,
dukker rygtets gudinde fama op i luften. Af Mars befales hun
»hans majestets berømmelige nafn ofver all verden at udsprede«.
Hun efterkommer ordren bl.a. ved at lade en laurbærkrans falde
ned for kongens fødder. Victoria viser sig nu for kongen efter Mars'
forsvinden. Hun lover kongen at være ham tro og »dantzer een
entré«. Til slut danser fem helte (krigere) med hverandre, »oc med
deris skiolds sammensætning udvisis kongens vaaben«. De fjerner
sig derpå igen til lyden af korets sang, »trompetters og kiedel-
trommers liud«. Derpå forsvinder de »elyseiske marke« og »et
smukt palladtz paa landet lader sig tilsyne«, formentlig udført ved
at vise et bagtæppe med Sophie Amalienborg som motiv. Desværre
kendes komponisten ikke til denne operaballet, medens det anses
for sikkert, at den førnævnte Berthaut arrangerede dansene.9
Ved brugen af talrige effekter og mekaniske virkemidler, som
f.eks. flyvemaskiner, lyde, dansere, sangere og musikere, viser
dette stykke scenekunstens formåen i Danmark ved slutningen af
1600-tallet. Tekstens indhold afspejler, hvorledes den enevældige
86