91 / 203
Ved førsteopførelsen bestod publikum af den kongelige familie,
hoffet og »de højeste Rangs- og Standspersoner«. Successen var så
stor, at man talte derom dagen efter. Byen var med dens ca. 60 .000
indbyggere ikke større, end at en sådan begivenhed vakte megen
omtale og interesse.14Kongen blev, foranlediget af den store inter
esse for forestillingen, tilskyndet til at lade operaen genopføre den
19. april 1689, en skæbnesvanger beslutning for Sophie Amalien
borg, teatret og publikum. Nu havde en større kreds mulighed for
at overvære operaen, også folk uden direkte forbindelse med de
øverste hofkredse. Navnlig i hjem med børn imødeså man den sto
re begivenhed med længsel og forventning.
Om eftermiddagen den 19. april 1689 klokken tre blev portene
lukket op til teatret. De festklædte fremmødte tilhørte såvel de lave
som høje rangklasser. Hoffets ansatte havde lejlighed til at over
være begivenheden, hvor både unge og gamle mødte frem. Endog
ganske små børn var med. Forestillingen tog sin begyndelse. Efter
at Merkur havde fremsagt prologen, og Mars havde afsunget de
første vers af sin arie, lød råbet: »vand, vand!«. Ulykken var ind
truffet. En lampe, hvis olie ganske var opbrændt, eksploderede, og
dens brændende væge antændte enebærris og andet grønt. Kort
efter stod alt i lys lue. Panikken rasede blandt publikum, der havde
svært ved at flygte ud gennem publikumsindgangen p.g.a. tumul
ter, ydermere gik dørene indad. Kongehusets adgangsvej, som kun
kendtes af få, var i forvirringen blevet lukket. Vinduernes stærke
jerngitre umuliggjorde en flugt ad denne vej.
I løbet af tre kvarter lå hele træbygningen, operahuset, i aske,
omkring 186 omkom. En del af tilskuerne nåede dog ud gennem
huset gennem aktørernes udgange bag scenen. Kun en aktør mis
tede livet, nemlig teatrets Pickelhering (Harlekin). I de næste timer
brændte tillige en del af slottets nordlige fløj. Kongen, der samme
eftermiddag havde holdt statsråd, kom til brandstedet med hoffet
og var dermed vidne til den ulykkelige begivenhed.
I den følgende tid hvilede sorgens tunge skyer over byen og lan
det. Fra Vartovpræsten J. Brunsmand kendes en fortegnelse over de
omkomne, som man med sikkerhed kunne identificere, mens 60
»ikke kunde kendes, saa jammerlig vare de opbrændte«. Teatret
med sine 2 0 0 pladser må have været overfyldt, idet en del nåede at
redde sig ud. Mange familier ramtes af tragedien. Ikke kun adelige,
Træk a f enevældens teaterlivfør 1748
89