HistoriskeMeddelelserOmKøbenhavn

forestillingen. Søjlegangens sidevægge »vare dekorerede med

prægtige transparanter«. I midten af gangen sås to store klippe

grotter omgivet af træer og planter. I hver grotte sad en satyr i

skæret fra en lampe. Over publikums indgang var billedstøtter, der

symboliserede gudsfrygten og retfærdigheden, husets vogtere.

Over indgangsbuen kunne man foruden kongens initialer se ind

skriften »Pietate Magnus, Magnus et Justitia«.

I dets indre var huset ligeså prægtigt. Otte hundrede små lamper

oplyste tilskuerpladsen, besmykket med mos og ris af enebær. Heri

var ophængt guldæbler og citroner. Kongens navn var malet med

forgyldte bogstaver på store transparenter af tyndt, hvidt silkestof

gennemtrukket af olie. Langs scenen var opført en forhøjning med

græsrabatter, »som spredte deres duft over hele rummet«. Imellem

forhøjningen og scenen sad koret og orkestret. Loftet var hvælvet

med talrige gyldne stjerner, dekoreret som en himmel. Salens

indre var således forvandlet til »en grøn duftende løvsal«. Med

dens store mytologiske apparat krævede operaen et betydeligt

og kompliceret maskineri til gennemførelsen af overraskelses

momenter ved sceneforandringerne.

Teksten til operaen var forfattet af teologen Peter Anton Bur-

chard. Et eksemplar af denne, formentlig suffløreksemplaret, kan

iøvrigt findes i Ny Kongelig Samling på Det kongelige Bibliotek,

mens musikken komponeret af Schindler ikke er bevaret. Dansene

dertil blev arranget af Berthaut.12

Stykkets indhold viser, at formålet dels var at hylde kongen på

fødselsdagen dels endnu en gang at forherlige majestæten. Det

bestod af et forspil og tre akter, foruden Prologus, der optrådte

forklædt som hyrde. Denne lykønsker i forspillet kongen og giver,

hvad kongens er. De fire krigsguder, Mars, Pollux, Castor og

Perseus svæver i en sky ned på teatrum til lydene af trompeters

stød, paukers og kanoners knald som forestillingens »clou«. I an 

den akt blev Sophie Amalienborg afbildet på et bagtæppe, tænkt

som sæde for muserne. I slutakten forsamles guderne for at forher

lige den enevældige monark. Før tæppefald steg guderne til him 

mels på en sky, medens et leveråb for kongen og det danske konge

hus udråbtes under ledsagelse af musik fra kapellets pauker og

trompeter. Til stykkets danse havde iøvrigt violonerne Clément,

Borroyer, Colnet og Versigny komponeret musikken.13

Martin Dyrbye