47 / 205
B IEDERMEIERKONCERT
4 5
Efter Liszts bortrejse rykkede de lettere kunstarter ind på Det kgl.
teater i form af en tryllekunstner hr.
Ludvig Dobler,™
som i august
måned afholdt 6 »Forestillinger af tilsyneladende Trylleri«. Han havde
vældig succes. Forestillingerne begyndte med, at han affyrede en pi
stol, og straks tændtes alle stearinlys i de anbragte kandelabre, og den
effektfulde slutning bestod i, at han fra en gammel flad hat tilkastede
damerne et væld af buketter. Begejstringen var så stor, at Lumbye
komponerede en »Dobler Zauber Galop«, som siges at være blandt
Fumbyes bedste kompositioner.
I 1841 havde operarepertoiret bestået af »Fille Rødhætte«, »Søvn
gængersken«, »Tryllefløjten«, »Den stumme i Portici«, »Fra Diavolo«,
»Den hvide Dame«, »Jægerbruden« og »Robert le diable«. Man
skulle egentlig tro, at publikum med et så rigt udvalg måtte være
mættet, men dette var ingenlunde tilfældet. I midten af november
kom et italiensk operaselskab til byen. De begyndte deres forestillinger
ude på Vesterbro nye morskabsteater og fik et enormt tilløb. I godt
60 år havde der ikke været italienske operasangere i København, sidst
i Sartis og Scalabrinis dage. Den italienske opera var blevet afskaffet
1778 ved kongelig befaling og med følgende salut »den behager ei Os
og ei heller vort Folk«.
Nu var behovet blevet stort, fordi man var vel bekendt med de
nyere italienske operaer gennem Det kgl. teaters repertoire, men sam
tidig havde man slidt så stærkt på de hjemlige sangere, at man trængte
til lidt fornyelse. Det nye selskab, der var under ledelse af direktør
Giovanni Savio,
havde et stort repertoire af de gængse operaer, .og da
de efter indbydelse af kongen blev overflyttet til Hofteatret, der i
lange tider kun havde været benyttet som koncertsal, kom der en vir
kelig skarp konkurrence til Det kgl. teater. De medvirkende populære
kunstnere var sopranen
Felicita Forconi,
tenoren
Pietro Rossi
og bas
sen
Napoleon Ton e
m.fl.Det har - uanset den store succes - nok ikke
været et helt førsteklasses ensemble, meningerne herom er lidt delte.
Vore egne sangere forsøgte at tage konkurrencen op, og i maj 1842 op
førte danske kunstnere »Figaros Bryllup« på Det kgl. teater, udført på
italiensk med stort held.14 Publikum, der forlængst havde lært sig de
italienske omgangsformer ved operaopførelser, agerede bravt med,
man råbte
bravo, da capo
eller
bis,
der blev tilkastet blomster til de
udførende og da tæppet faldt efter slutningskoret
»corriam tutti a