51 / 205
A. W. ANDERSENS SYDHAVNSPROJEKT
4 9
Til Flådens leje fandtes et indløb på 22 fod, ellers måtte man nøjes
med 14, og det var kun i løbet. Ved bolværkerne var dybden ringe,
og den aftog, jo længere sydpå man kom. Blot ét sted i hele havnen
kunne et fuldskib gå til kaj. Men det kneb også med kajplads i almin
delighed, navnlig for dampskibene, af hvilke man kun kunne tage 12
ad gangen. Resten måtte vente, som så mange af de andre skibe,
op til 1 1 dage var ikke ualmindeligt, hvad der jo nok kunne
bringe en reder til fortvivlelse. Desuden var havnen så fuld af grunde,
at blot et skib skulle forhale fra et sted til et andet, måtte man have
lods. De to broer var i lige grad besværlige for land- som søtrafikken.
Og dertil kom Toldbodbommen, en pontonbro, der flere gange dag
lig spærrede havnen for at lade Orlogsværftets arbejdere passere. Det
tog mindst en halv time hver gang. Endelig hvilede enevældens ånd
tungt over havneadministrationen, og skibsfarten tyngedes af talrige
afgifter, hvoraf skibsafgiften var dobbelt så høj som i det øvrige land.
De offentlige kajer var få. Langt det meste af bolværksarealet var
private »pladser«, af hvilke adskillige har bevaret deres »plads«navn
til vore dage. Havde man ikke selv plads, måtte man leje sig ind, og
det var dyrt. Pladslejen, har Andersen regnet ud, svarede til en grund
pris på 5 rdl pr. alen2. Det led han under i sin egen forretning, som
omfattede import af kul, hør og hamp samt vin. Sit kuloplag lejede
han ind på Jacob Holms Plads i Strandgade og på Halbergs Plads
ved Knippelsbro, hør og hamp oplagredes i den bygning i Strandgade,
hvor også kontoret var. Og endelig for at det ikke skulle være løgn,
lejede han et krudttårn på Amager, da han havde forhandlingen fra
Frederiksværk krudtværk. Lossegrejer var det også skralt med. An
dersen købte et udrangeret skib af Grønlands Handel og anbragte det
på kulpladsen monteret med kraner. At købe en af disse privilegerede
pladser var altfor dyrt.
I 1852 drog Andersen ud for at se på havne. Først til England,
hvor han havde gode forbindelser, derefter til Frankrig og Holland,
overalt søgende at tilegne sig det bedste og nyeste inden for vand
bygningsvæsenet. Da han efter hjemkomsten havde fordøjet sine er
faringer, besluttede han sig for et sydhavnsprojekt. Fra Estakademe
skulle der graves et løb med tilstrækkelig dybde ud til det dybe vand
i Køge bugt. Men det var kun den ene side af sagen. I det uhyre
lavvandsområde syd for Langebro skulle fyldet fra uddybningen læg