![Show Menu](styles/mobile-menu.png)
![Page Background](./../common/page-substrates/page0054.jpg)
5 2
JENS V IBÆK
Fyldet skulles oplægges syd for Estakaderne, hvor der skulle anlæg
ges to havnebassiner.
Herfor ønskede man, om koncessionen opnåedes, for det første
i 20 år at måtte opkræve en afgift for passage af kanalen, og dernæst
ønskede man ejendomsretten til det indvundne land samt ret til at
forbinde dette område med veje til byen og med jernbanespor til Den
sjællandske Jernbanes endestation i Dronningens Enghave, hvor nu
Hovedbanegården ligger.
For så vidt skulle anlægget altså ikke koste det offentlige noget.
Men man betingede sig, for at det nye anlæg overhovedet skulle
kunne fungere, at den gamle havn overalt uddybedes til 20 fod,
samme dybde som kanalen. Endvidere var det nødvendigt for passa
gen, at de gamle broer ombyggedes, således at gennemsejlingsbredden
øgedes. Omkostningerne herved ville falde på det offentlige, og de ville
selvsagt ikke blive små. Koncessionsansøgeren tilbød dog generøst, at
man kunne oplægge det indvundne fyld på det område, man agtede
at opfylde som bagland til de nye havnebassiner.
Anlægget skulle udføres af et aktieselskab, til hvilket koncessionen
skulle overføres. Selskabet skulle være etableret inden 2 år efter kon
cessionens udstedelse, og efter endnu 5 år skulle arbejdet være fuld
ført, i første omgang dog kun med en bundbredde i kanalen af 60
fod.
I ansøgningen omtales samarbejdet med Murray, og den bilægges
med en gengivelse af Murrays mesterværk dokhavnen i Sunderland
samt et særtryk af et mødereferat i den engelske ingeniørforening, hvor
Murray havde høstet megen anerkendelse. Han omtales som »en af
Englands i vandbygningskunst mest erfarne civilingeniører«.
Hvad finansieringen angår, kan Andersen trøste med, at det ikke
er meningen, at det danske kapitalmarked skal tappes på bekostning
af den danske handelsstand, »der hidtil kun altfor sparsomt har profi
teret af landets ualmindelige velstand«. Andersen mener, at det er
landbruget, der er løbet med profitten, men det siger han ikke. Han
vil derfor søge til det engelske kapitalmarked, »hvorfra jo i de senere
år mere end ét for Danmark heldbringende foretagende har været
fremmet«. Øjeblikket, skriver Andersen videre, er særdeles gunstigt
på grund af Krimkrigens afslutning, der frigør store kapitaler.
Mange detailler må naturligvis forhandles med myndighederne, der