43 / 205
BIEDERMEIERKONCERT
41
»La mélancolie« blev udgivet i en international udgave i Paris, Berlin
og London, og i forordet hertil beklager Prume sig over, at der i
Frankfurt a/M . uden hans vilje og medvirken er udkommet 2 jam
merlige plagiater. I Danmark skulle Prumes melodi —med eller uden
hans vilje —indgå i det lyriske mellemspil »Den blaa Grotte« i balletten
»Napoli«, instrumenteret af Niels W. Gade. Melodiens popularitet har
holdt sig til vore dage, hvor »Den blaa Grotte« nu er blevet en af
favoritterne i Radioens serie »Hvorfor hører man aldrig?«
Prumes valg af repertoire var ikke synderlig imponerende, han spil
lede selv mest egne kompositioner, polonaiser, concertiner og »va
riations brillantes«, medens medlemmer af det kongelige kapel under
Frøhlich fyldte ud med operastykker af Spohr, Meyerbeer og Puccini
o.lign.
Næppe havde Prume afsluttet sin koncertvirksomhed i København
med en velgørenhedskoncert, som indbragte ca. 1400 rdl., førend en
klavermester meldte sig. Også
Frantz Liszt
havde hørt rygterne om
den generøse Christian V I I I, og under en koncertrejse i Tyskland be
nyttede han sig af lejligheden til at foretage et lynbesøg i København.
Han ankom her til byen den 15. juli 1841 og spillede samme aften for
kongen, bl.a. Beethovens Pastoralsymfoni i eget arrangement samt
Kreutzersonaten. Kongen underholdt sig længe med ham om gammel
og ny musik. Ved middagstid næste dag aflagde han visit hos Weyse
hjemme i Kronprinsessegade.11 Weyse spillede sin F-moll etude for
ham, men Liszt var ikke imponeret, hvilket måske skyldtes, at Weyses
klaver næppe har været alt for godt. Weyse skulle dog blive rehabilite
ret for under sit korte besøg her i landet fik Liszt lejlighed til at høre
ham spille på orglet i Frue kirke, og ved denne lejlighed blev Liszt be
gejstret. I det franske »Revue musicale« (nr. 5 1 / 1 8 4 1 ) skrev han om
Weyses spil bl.a. følgende:
Den, som vakte de stumme mure til live, var Weyse, hos
hvem man genfinder Johan Sebastian Bachs dybe begejstring og
høje mod. Mere end een gang var jeg ved at høre ham bevæget
indtil tårer; hans improviserede fuga over 2 temaer i 5 tempi,
som uden overdrivelse varede hen ved en halv time, henrev mig
til beundring. Aldrig havde orglet således åbenbaret sig for mig
i sin storheds glans og hele fylde.