41 / 205
I slutningen af december 1840 kom den 24-årige belgiske violinist
François Prume
til byen. Han afholdt sin første koncert på Det kgl.
teater den 27. december. Koncerten var ikke særlig godt besøgt, men
de få tilhørere var yderst begejstrede for hans spil. Han gav ikke op og
fik kapelmester Frøhlich til at introducere ham ved hoffet, hvor han
allerede spillede den 3. januar. Ved denne lejlighed hørte bl.a.
Weyse ham, og han berømmer hans dejlige tone og ubegribelige
færdighed, samt hans klokkerene klang og intonation. I løbet af januar
afholdt Prume flere særdeles godt besøgte koncerter dels på hof
teatret og dels på Det kgl. teater. Ved koncerten den 17. januar, hvor
han nu kunne tillade sig at kræve forhøjede teaterpriser (-f-
Ys
), lan
cerede han sin pastorale »La mélancolie«, der vakte furore i Køben
havn. Den blev udsat for de forskelligste instrumenter, ja selv lirekasse,
og ved sommerkoncerterne i Kongens have spillede Hoboisterne den
»sans Mélancolie«, som Weyse lidt maliciøst har bemærket, men
ikke nok med det, melodien gik sin sejrsgang ud over Europa. Prume
blev opmuntret af sin succes til at fortsætte i København og han af
holdt yderligere 2 helt udsolgte koncerter i Christiansborgs ridehus, der
kunne rumme godt og vel 3000 tilhørere. Weyse var også til stede ved
den ene af disse koncerter, og han var stadig begejstret, til trods for,
»at man står der på den bare jord med hatten på hovedet«. Der var
rent ud sagt »forbandet fodkoldt og fatiguant«. Weyse fik også lej
lighed til at spille for berømtheden ved en middag hos J. P. E. Hart
mann, men det var ikke nogen succes, for den unge mand viste kun alt
for tydeligt, at han kedede sig, hvilket gjorde Weyse drilagtig, han
spillede nogle kedsommelige præludier og etuder i sære taktarter, så
det var en rigtig hyggelig aften.
Rygterne om Prumes forbløffende succes spredte sig ud over Eu
ropa, og i en korrespondence fra København i »Allgemeine musikali-
sche Zeitung« for den 15. april 1841 hedder det:
»I øvrigt er den mærkværdige historie om violinvirtuosen Prume
fuldstændig sand. Da han næsten helt uden anbefalingsskrivelser,
der - som De ved —er ligeså nødvendige som gode kvinter, var
kommet til vor koncertmester Frøhlich, begyndte han sine kon
certer, og ved den første af disse var der lige så øde som før ska
belsen. Imidlertid begejstrede hans spil de få tilhørere så meget,
at han fik det livligste b ifa ld ......................«
BIEDERMEIERKONCERT
39