39 / 205
B IEDERMEIERKONCERT
3 7
Ann Bishop
og den franske harpenist
Robert Nicholas Bochsa
.9 Par
ret havde truffet hinanden i London. Bochsa havde oprindelig været
ansat ved det franske hof, men han måtte forlade Frankrig på grund
af nogle vekseltransaktioner. Han rejste til London, hvor han blev le
der af den italienske opera. Mrs. Bishop var gift med komponisten
Henry Bishop, hun forlod mand og børn og rejste fra England sam
men med Bochsa. Parret blev et års tid i København, hvor det gav
mange koncerter, dels på Det kgl. teater og dels som musikalske soiréer
i deres bopæl i Bredgade (nr. 54). De gjorde stor lykke, så stor at
andre koncertgivere havde svært ved at gøre sig gældende. Weyse
fortæller i et brev, at han har hørt parret. Han var meget glad for
hendes sang, selvom italienske operaarier ikke akkurat var hans smag,
han var derimod mindre begejstret for hr. Bochsa, som han fandt
havde et lidt hårdt anslag, ligesom han var kedelig »i Tidens Længde«.
Parret, hvis eksistens svævede lidt i luften, forsøgte at knytte fastere
forbindelser med Det kgl. teater, og de blev da også i forårssæsonen
1840 benyttet til at fylde ud, når et teaterstykke var lovlig kort, for
resten afvekslende med nogle spanske dansere, men deres planer om,
at
hun
skulle iscenesætte og instruere italienske operaer, og at
han
skulle ansættes som Sibonis efterfølger som syngemester strandede på
deres honorarkrav.
Til universitetets årsfest i 1839 havde man bestilt en kantate, hvor
teksten skulle leveres af J. L. Heiberg og musikken af Weyse. Slut-
koret i denne kantate »Hellige Flamme« om forskningen og studierne
er siden hen blevet benyttet ved universitetets festligheder.
Den 3. december 1839 afgik Frederik V I ved døden. Hofsorgen
medførte, at Det kgl. teater blev lukket i 2 måneder, men tronskiftet
og de dermed forbundne begivenheder satte naturligt nok sit præg på
koncertlivet i den første halvdel af 1840 i fonn af opførelse først af
sørgekantater ved den afdøde konges bisættelse og dernæst af kantater
i anledning af kroningen, så digterne Øhlenschlæger, Heiberg og
H. P. Holst fik påny travlt med at skrive kantatetekster og komponi
sterne Weyse, Hartmann og Frøhlich med at skrive musikken.
Ved regentskiftet kom kunstpolitikken påny i søgelyset. På Det kgl.
teater var man ængstelig, for den nye konge havde sine bestemte me
ninger, og en af hans første handlinger var da også at foretage et chef
skifte. Det forlød, at det nu var meningen, at teatret skulle »løbe