37 / 205
B IEDERMEIERKONCERT
3 5
have. Herefter var mulighederne også udtomt, for den 28. juni be
gyndte Hoboistemes ordinære søndagskoncerter ved Herkulespavil-
lonen og samtidig meldte konkurrencen sig også fra Dyrehavens
forlystelser. Strauss’ og Lanners valse har næppe før dette besøg
været særlig kendt i København, men nu blev de det. Ude i Eu
ropa havde Strauss gjort sine og Lanners valse kendt under de kon
certrejser, som han i årene 1833-37 foretog til Tyskland, Frankrig og
England. Pardansene vals, polka, mazurka og galop havde ganske
vist nok huseret i Europa siden Wienerkongressens dage, men de blev
ikke anset for helt anstændige og havde lidt svært ved at trænge igen
nem overfor de ældre kontradanse, hvor man dansede mod hinanden
og fra hinanden i forskellige variationer à la
française, anglaise
eller
écossaise
(forløberne til de i 1850erne så populære quadriller, f.eks.
Les Lanciers
). Vi kan datere valsens ankomst til Londontil 18 12 ,
der af lord Byron kaldtes »
The year of the waltz«.
De kendtekompo
nister f.eks. Rossini, Weber, Schubert og Chopin er fra omkring 1820
begyndt at komponere koncertvalse, men kompositionerne er ment som
koncertmusik, ikke dansemusik. Først kom Weber, der i 18 19 kompo
nerede den pragtfulde orkesterouverture »Aufforderung zum Tanz«,
der indeholder en vals, og her i landet fulgte Kuhlau, der i 1820 udgav
8 koncertvalse for piano (opus 24).
Den særlige charme ved pardansen var naturligvis den, at herren
holdt damen i sine arme, herom skrev den ellers ikke sippede Byron
et satirisk digt »The Waltz«,5 hvor det bl.a. hedder:
Muse of the many twinkling feets ! whose charms
are now extended up from legs to arms
Hail moving muse! to whom the fair one’s breast
gives all it can and bid us take the rest.
I København inspirerede de muntre valsemelodier den altid vågne
digter Johan Ludvig Heiberg til den lille vaudevillemonolog »
Emilies
Hjertebanken
«,6 opført første gang den 13. maj 1840, med benyttelse
af Strauss’ valsemelodier og - som en mindelse om det steiermarkske
musikselskab også med anvendelse af en »Steiermarker« som melodi
til postillonsangen »Vor gamle Karo holdt en Støj«. Men ligeså vigtigt
var det, at Steiermarkerne skulle få en mere fast efterfølger på dansk