68 / 205
66
M. VESTERDAL
et par herrer, som gjorde os selskab, var så overordentlig galante ikke
at mæle et ord, var det ikke muligt at sove. Først i Nyborg fik den ene
af vore rejsefæller munden lidt på gang, og jeg erfarede da, at han
var officer og stod ved 12. Bataillon og kendte meget godt min gamle
kaptajn Bruns,11 som han sagde for øjeblikket var i Korsør. Det var
blot et par ord, han ville tale med os, nogen egentlig samtale blev det
ikke, så det var en mat tur og ville under andre omstændigheder have
været såre kedelig. Kl. 3 nåede vi Nyborg, hvor vi tids nok fik at vide,
at en kop kaffe kostede 20 sk. hos herr Schalburg.12 Jeg har ikke været
i Nyborg i hen imod 8 år, ikke siden vi marcherede derfra den 1. marts
1849. . . . Hos Schalburgs måtte vi vente en times tid, inden dampski
bet gik. V i gik betids derned, og det kunne nok gøres behov, . . . da der,
hvor Strandporten har stået, var et næsten bundløst søle, som vedkom
mende godt kunne fortjene en lille reprimande for. Kl. 4 kom vi om
bord i dampskibet »Skirner«, der straks derpå gled af sted med 10
å 1 1 miles fart. . . . Som det så omtrent var dag, nåede vi Korsør. Jeg
satte første gang foden på Sjællands grund . . . , få øjeblikke har været
mig så glædelige, som da jeg slentrende med mit tøj forlod dampskibet
og gik op til banegården . . . [den] ligger lidt nord for byen, som jeg
så ikke var inde i. Der var vist heller ikke meget at efterse, navnlig
var kirken meget uanselig, ja tårnet det grimmeste, jeg har set i nogen
købstad. Staden vil ellers vist komme i flor, da nu næsten al farten til
København fra vest og syd går herover. I havnen lå efter »Skimers«
ankomst ikke mindre end 7 dampere: »Sylfiden«, »Zephyr«, »Flora«,
»Diana«, »Hermod«, »Kronprinsen«. Det forekommer mig at »Jyl
land« lå der også, men jeg kan dog ej bestemt huske det. . . .
[Jernbanestrækningen fra Korsør til Roskilde var netop samme år
åbnet for drift. For to, der overhovedet ikke havde set endsige kørt
med et jernbanetog, var turen med toget fra Korsør derfor en ene
stående oplevelse. Morten Nielsens skildring heraf har fundet vej til
»DSBbladet«13 og skal derfor ikke gengives her, hvor formålet er at
skildre hans og rejsefællens oplevelser i hovedstaden. Om selve an
komsten dertil fortsættes:] »Målet var nået, og ganske uventet skulle
vi i det sidste øjeblik erfare, at det var nået på en så overraskende og
mageløs glædelig måde, idet vor fælles ven, den kære kandidat Thu-
rah, stod ved banegården for at tage imod os, og vi fik ham netop
at se, som toget standsede. Han hilste og smilede, og det gjorde vi også.