98 / 205
96
M. VESTERDAL
og skønt det var næsten aften, nåede vi dog at komme lidt omkring
i den 40 tdr. land store have, som Ohlsen ejer. Her så jeg de største
drivhuse, jeg endnu har set, ligesom her og fandtes de fleste blomster,
jeg nogensinde har set. Det var skade at tiden var så kort, da jeg
ellers ville have tilbragt en halv dag hos ham, thi noget mere storartet
i den retning kan ikke tænkes; Ohlsen skal være den største handels
gartner i hele Norden. Christensen fulgte mig ned til Østerport, hvorpå
jeg gik om ad Grønningen og ned mod Kastellet, som jeg gerne gad
se. Jeg var kun lidt inde i gården og fik ikke meget at se, thi det var
aften. Derfra gik jeg ned ad Bredgade og var i Blancogade efter nogle
breve, jeg skulle have med hjem. Så gik jeg til Kongens Nytorv, hvor
Hans Kam alt var ankommet, . . . Hos fru Mohr var en hel del
fremmede, alle af hendes familie. Samtalen faldt straks på vor hjem
rejse, og vi fik en mængde hilsener med til Tommerup præstegård. . . .
Efter et kort ophold sagde [vi] farvel. Også dette hus var blevet os
kært, det var en ualmindelig gæstfrihed, vi nød der. V i vil altid med
glæde og tak mindes dette hus, Thurahs kammer og vor herlige vært
inde, fru Mohr.
Endnu var der et ærinde i Lille Kongensgade, som jeg skulle have
besørget, . . . Først efter megen traven frem og tilbage fandt vi huset,
men folkene var ikke hjemme, hvorfor vi vendte om og søgte efter
Østergade, og vi skyndte os, da luften blev os så sært trykkende. Man
kunne ikke gå der i fred. Siden efter har jeg fået at vide hos »Folkets
Nisse«,96 at det havde sin grund i, at der i den senere tid har boet
nogle skøger. Da vi kom i Østergade, var det som om vi, fra en med
røg opfyldt stue, kom ud i frisk luft. Snart var vi ved Garvergården.
. . . [Efter et sidste ærinde i Gothersgade kom vi] tilbage og gav os så
i færd med pakningen. . . .«.
6 .10 .:
»Skønt Hans Kam havde lovet at vække, og skønt opvartnings
pigen havde lovet at vække, og skønt jeg er en søvnetryne om morge
nen, blev det dog mig, der vågnede først. Det var ikke langt fra, at det
var på høje tid. V i fik ingen frokost, blot en kop kaffe, og så forlod
vi Garvergården og halvt løb ud til banegården. Her var en mudder,
der havde noget at sige. Den korte ventetid var snart forbi, og vi sad
atter i en kupé. K l 7 gik toget. Kun et øjeblik, og hovedstaden var os
af syne..........