94 / 205
9 2
M. VESTERDAL
da uden for Vesterport, hvor det var opstillet ved siden af Vesterbros
Teater. Ved indgangen købte vi os en vejviser, da vi uden den ikke
ville have haft stort udbytte. Med samme i hånden gik vi omkring
og så her det menneskelige legeme i alle dets dele, enkelte og samlede.
Dels i spiritus og dels i voks, kun en enkelt del var naturlig, i 19 1
numre. Man så her mennesket i sin udvikling fra kimet og til fødslen
samt under forskellige sygdomme, almindelige og ualmindelige føds
ler, de sidste endog lige indtil kejsersnittet. Man så hermafroditer og
flere vanskabninger af samme. At det kunne stemme til alvor var ikke
underligt, og det var en besynderlig stemning, jeg for min part var i,
thi både ville jeg gerne se det og ikke se det. Imidlertid det værste
var tilbage, nemlig en afdeling afbildninger af veneriske og syfilitiske
sygdomme, 24 numre. Her standsede vi og studsede. Hu, det var et
græsseligt syn. Endnu aldrig har jeg tænkt mig det sådan, man måtte
rigtignok grue, thi det overgik al beskrivelse. V i fik et godt begreb om,
at synden også her i verden har sørgelige og forfærdelige følger, og
vel bemærkede jeg nys, at jeg ikke ville se dette musæum, men jeg
må rigtignok tilstå, at jeg gik styrket derfra, idet jeg sandede apostlens
ord, at gudsfrygt er nyttig til alle ting og har forjættelse både for dette
liv og det tilkommende.
Så gik vi atter tilbage til byen og skiltes så ad for atter at mødes
igen på Kongens Nytorv. Jeg gik først til Gråbrødretorv, hvor jeg hos
en bogbinder Remnitz modtog en lille bog, som han havde indbundet.
Derfra gik jeg til Krystalgade for at se jødernes synagoge, en i en
ejendommelig stil, af professor Hetsch i året 1833 opført yndig byg
ning. Jeg ville jo tage min hat af, da jeg gik ind, men blev betydet, at
den skulle blive siddende, da der ikke må være så meget som det
mindste, der kan minde om kristelig skik, hvilket der heller ikke fin
des ved bygningen. Det var sabbath, og den varer jo hele dagen, så
man så her Israels børn, nogle at komme og nogle at gå, og der var
ingen rolighed. Dertil kom og, at den ene læste og bad i munden på
den anden, nogle mumlende, andre højt, så det var ikke lidet mærke
ligt at komme derind. Hvad der imidlertid mest tiltalte mig, det vil
da sige det eneste, var forsangerens og korets yndige sang, den lød
dejligt, ja jeg kan sige, at den var mageløs. . . .
[Vi var derefter i Slotskirken.] Pastor Grundtvig prædikede over
Sal. Ordsprog, »Bevar dit hjerte af alt det, som skal forvares, thi fra