97 / 205
RUNDTUR I KØBENHAVN
95
menigheds store og mageløse bryllupshøjtid, der venter os. Man kunne
rigtig på hans ansigt læse hans glæde, thi han er vis på, han kommer
til dette bryllup. . . . Fra Slotskirken skulle vi med Thurah til Frede
riksberg endnu engang og gik. Undervejs var vi først inde i Hellig-
gejstes kirke. . . . Denne kirke er nylig restaureret og er meget smuk. . . .
Dernæst var vi i Frederiksberg kirke, en mærkelig ottekantet bygning.
Hos etatsrådens modtoges vi som sidst med al mulig hjertelighed
og forekommenhed. Efter at vi havde spist til middag, var vi i »dri
verierne« og så der en mængde blomster, hvorefter vi gik ind på
Frederiksberg kirkegård, hvor vi så digterkongen Adam Oehlenschlå-
gers grav, ham der »leged guldharpen med det fulde tonefald«. Endnu
pryder intet monument hans gravhøj. Det er påtænkt, men skønt hans
værk har tonet i mangt et øre, så lader det dog ikke til, at man for
alvor vil bidrage noget til et minde på hans støv. Foruden hans grav
så vi også fru Nielsens,93 der især var den skuespillerinde, som tro
kunne fremstille Oehlenschlågers tragedier. Ligeledes så vi også den
tidlig, for kunsten alt for tidlig afdøde billedhugger Ussings grav.94
Vor kære Thurah blev tankefuld, thi Ussing var en af hans bedste
venner. V i andre mindedes ham også, da vi havde set ham i Tomme-
rup. . . . Efter at vi havde drukket kaffe, brød vi op, hilste så farvel
til de herlige folk, der med en mageløs venlighed og forekommenhed
havde åbnet deres hus for os. Deres bedste ønsker ledsagede os, og vi
var begge underlig til mode ved afskeden. Thurah fulgte os lidt ud.
V i gik om ad Allégade. Ved enden af den standsede vi, sagde hver
andre farvel. Det var denne gang ikke uden vemod. V i så på hinan
den, og her skiltes Hans Kam og jeg fra ham, der har bidraget alt,
hvad der var ham muligt, for at gøre os vort ophold i hovedstaden
glædeligt og velsignet. Med megen møje og ulejlighed har [han] sagt
os alt, givet os besked om alt, som der var værd at vide, stampet om
med os fra den ene ende af byen til den anden, og vi må rigtignok
tilstå, at hvis han ikke havde været, så ville rejsen ikke have blevet
halvt så glædelig, og vi havde ikke fået det halve af det, vi hai*
fået. . . . Så gik vi ned ad gamle Kongevej, . . . Ved St. Jørgens Sø
skiltes vi. Hans gik ind efter Vesterport. Jeg gik om ad Farimags-
vejen, forbi alle tre søer, til Østerbro, en ordentlig spadseregang og
kom endelig ud til handelsgartner Ohlsen,9° hvor jeg ville besøge
gartnersvend Gomme Christensen, . . . Jeg traf ham heldigvis hjemme,