171 / 236
162
gøreisen i sin Haand. Kongen resolverede, at Salget
m aatte linde Sted, og raed dette Rygstød tog m an fat
paa Underhandlingerne. Men Lerche fandt nu P risen
for høj, og det hjalp ikke, at Magistraten slog noget a f
(for det S tykke, som var frasolgt 1722); da m an ende
lig 1743 fordrede et bestem t Svar, men Lerche stadig
vilde betænke sig nogle Aar, brød Magistraten af og be
ordrede Kirkeværgen at »employere K irkegaarden til
Kirkens Brug som tilforn«7).
Skønt det saaledes ikke blev til noget med Salget,
tik dog Sagen nogle Følger. T h i ko rt efter solgte Lerche
sin Ejendom til Gehejmeraad W. A. v. d. Osten, og han
afhændede atter »denne Lerches øde Plads« til Justits-
raad , senere Viceborgmester Herman Lengerken Kløeker,
hvem Magistraten — støttet paa den til Lerche givne
Bevilling — s. Aar tilskødede et Stykke paa den no rd
lige Del af K irkegaarden, godt 400 □ Al., for at h an
kunde afrunde sin P lads og derpaa opføre en »sirlig«
Bygning, dog paa den Betingelse, at han selv skulde
bekoste F lytningen af Ligene(!). Og det nyttede ikke, at
Kirkeværgen Joachim Cracovitz bestem t fraraadede det
hl. a. med de Ord: »Saasom denne K irkegaard er ble
ven indviet dertil, at fattige saavel som uformuende
kan have deres Hvilested, tilmed en stor Del af Menig
heden h a r betalt for deres Nedsættelse, og det Sted, som
Ju stitsraad K. forlanger, for en stor Del er opfyldt med
Lig, hvo raf nogle endnu for faa Dage siden der er ned
sat, saa m in Mening ej kan anderledes være, end at
det skulde være uforsvarligt og en Samvittighedssag at
forurolige deres Ben, som tildels h a r betalt for deres
Gravsted, saa det var at ønske, at denne fattige Kirke
gaard m aatte forblive i den Stand, som den nu er, helst
da vi ved Kirken h a r lidet Jo rd at miste*). Magistra-
*)
Pladsen blev trangere med Aarene. Da Frederiks H ospitals
D irektion i 1757 bad om at m aatte benytte den som den nærm este,