223 / 236
214
Om der end endnu klæbede ikke saa lidt af
svundne T iders Barbari og Pedanteri ved Studenterlivet
paa Regensen, kom det dog efter A arhundredets Midte
efterhaanden ind under mere civiliserede og u rbane F o r
mer, hvorved S tudenternes Æresfølelse vaktes. Det var
jo et overordentlig kæ rkomm ent Tillæg til deres smaa
Indtægter, og det kunde ogsaa være ra rt med det gode
T rak tem en te og Ekstrabetalingen, der ofte vankede hos
de velstillede og fornemme F o lk
.4
Men Regensianerne
var og blev de fattige Karle, som de altid havde været,
og det kneb tit for dem at holde de sorte Klæder og
L intøjet i nogenlunde god S tand og ikke synde mod
Fo rbudet mod at gaa med »sluddervarne Klæder«, som
der stod i Fundatsen af 1777. S tudenterne kunde ømme
sig ved saaledes at optræde som Korporation ved høj lys
Dag paa Gaderne. Og n a a r saa dertil kom , at T rak te
m entet ofte serveredes for dem paa Gangen eller i F o r
stuen, fordi m an ikke vilde have dem ind i Værelserne,
da de »udbredte en ilde Lugt«, eller m an uddelte H andsker
til dem, ligesom til Tjenerne, for derved at hjælpe lidt
paa deres pauvre Habit — , ja, saa var det ikke saa
underligt,
0111
Skam rødmen kunde fare i K inderne paa
en ærekær S tudiosus og faa ham til at føle Ydmygelsen
i den Grad, at han trods sin slunkne Pengepung u n d
drog sig sin L igbærerpligt ved at leje en mere robust
og m indre fintfølende Kamm erat til Stedfortræder, hvad
der ikke skete saa sjæ lden t16).
Der skulde dog endnu gaa en Del Aar, inden der
skete noget. Alting skulde have sin Tid, og navnlig,
n a a r m an stod over for Autoriteter som Magistraten,
hvis Rettesnor altid, bevidst eller ubevidst var: Man
ved, hvad m an h ar, m an ved ikke, hvad man faar.
Ved den nye Fund ats for Kommunitet og Regens 1777,
som vistnok ellers betegnede et stort F rem sk rid t, be
kræftedes kort og godt Privilegiet; blot gjordes der den