99 / 236
90
Det va r at bide i det sure Æble, og Smagen sad
Magistraten længe i Munden. I lange Tider hedder det
altid i Ordren til Kæmneren, n a a r der er Tale endog
om den mindste Reparation, at den skal foretages »med
muligste Menage«, og overalt, hvor det er paa nogen
Maade gørligt, henviser den Forespørgsler til Hof- og
S tadsretten, da »Sagen er den uvedkommende«.
VI.
Grunden til, at Regeringen saa bestemt havde ho ld t
paa, at Arrestforvareren ikke mere skulde sortere unde r
Magistraten, er ganske sikkert de ren t ud skandaløse
Fo rho ld , der i mange Aar havde hersket derinde. Og
der er vistnok heller ingen Tvivl om, at de bedrede sig
meget i den næste Tid, om ogsaa der endnu fandt Un d
vigelser Sted, og der gik Fortællinger b land t Fo lk om
Gæ ldsarrestanternes mun tre Liv, hvorledes de ho ld t As-
sembleer og Klubber, og hvorledes »man k a n leve der
saa godt som nogen J u n k e r eller Greve« (C. R ruun ,
Kbhvn. III S. 621). Men Sagen er, at Kilderne til Ar
resthusets Historie i den sidste Snes Aar, indtil det
brænd te 1795, flyder meget sparsomt. Man k a n ikke
længer s a adan kigge ind af Vinduerne som i Magistratens
Tid. I Raadstuearkivets Protokoller findes der meget
lidt; k u n na a r der skal foretages Fo rand ringe r ved Ryg
ningen eller Reparationer — af dem v a r der for øvrigt
ikke saa faa, thi Bygningen lader til at have været en
denne Bygning i Stand, tilmed da den ikke mere har Tilsyn med
den, og der bliver langt flere Reparationer, da der nu optages alle
Jurisdiktionens baade civile og militære Personer, og at den nu ogsaa
skal bortføre Urenligheden, der er langt større end før, finder den
helt ubilligt«. I en ny Skrivelse af 17. Aug. kommer den atter til
bage til Renovationsspørgsmaalet og beder, at Arrestforvareren i alt
Fald vil melde, før han tilkalder Oswald.