228 / 283
2 2 6
ANNE MYSCHETZKY
fik lært sig det danske sprog. Volobujev døde i 1894, samme år som
zar Aleksander I II og i følge Scelkunov endda i sorg over zarens alvor
lige sygdom og død. Aleksander I II døde 1. november 1894. Kirken
manglede nu en præst til at holde mindegudstjeneste over zaren og
til at begrave Volobujev. Der blev sendt en præst fra Wiesbaden, der
dengang havde to russiske kirker. Om det var Aleksander Nevskij
kirkens senere provst Siletzky fremgår ikke af Scelkunovs bog. Det
vides, at Siletzky besad præsteembedet indtil sin død i 1 9 1 1 , og at han
nåede at lære sig så godt dansk, at han oversatte den ortodokse katolske
kirkes katekismus fra russisk til dansk. Bogen udkom på C. E. Gads
forlag i 1908. Siletzky’s efterfølger blev Ivan Scelkunov, der var født
i Danmark af russiske forældre 2. januar 1870. Scelkunov fungerede
som præst ved den russiske kirke indtil han i 1918 faldt i unåde hos
menigheden på grund af påstået sovjetvenlighed. Det er imidlertid
hans fortjeneste, at den russiske kirke blev anerkendt som trossamfund
i Danmark af den danske konge i 1915.
Den 4. juni 1918 indsendte den samlede menighed til udenrigs
ministeriet en ansøgning om afskedigelse af Ivan Scelkunov.16 Præ
sten, der nu var suspenderet fra kirken, ville ikke uden videre accep
tere sin afsked og søgte derfor om bistand hos metropoliten af St.
Petersborg, der dengang endnu havde de russiske kirker i Europa
under sin jurisdiktion. Metropoliten kom ikke Scelkunov til undsæt
ning. Denne gav imidlertid ikke op. I et brev til kirkeministeriet 16.
april 1919 skriver han: ». . . ingen kan i følge russiske retsregler være
befuldmægtiget i mit sted, før jeg er afskediget eller suspenderet på
ret vis, d.e. af metropoliten af St. Petersborg, der for øvrigt kun kan
forflytte mig eller afskedige mig efter mit eget ønske eller efter forud
gående retskendelse - alt i henhold til den af den russiske kirkefor
samling vedtagne og fra april 1918 gældende menighedslov«17.
Scelkunov ville i lang tid ikke udlevere de kirkebøger og det kirke
gods, som han lå inde med, og som man havde brug for i kirken, hvor
man ønskede at ansætte en ny præst så snart som muligt. Kirkebøger
og kirkegods blev efter lange forhandlinger først udleveret i 1920, da
Scelkunov personligt opgav sin stilling som præst ved den russiske
kirke for at varetage en stilling som adjunkt ved Rønne statsskole.
Det kom altså ikke til domfældelse i denne sag og ministeriet imøde
kom Scelkunovs ønske om at træde tilbage i oktober 1920.