![Show Menu](styles/mobile-menu.png)
![Page Background](./../common/page-substrates/page0061.jpg)
STENHUGGERNE BÆSECKE OG PFEIFFER
5 9
sætning fandt ovnfødder til beskyttelse af trægulvene; tobaksspinder
Ole Høgild erhvervede 20 til sin gård i Amaliegade og gav 32 sk.
pr. stk., og han var ikke den eneste. Endelig gjorde stenhuggermestrene
en mindre afstikker til Børsen.
Kompagniskabets princip var ligetil; Bæsecke og Pfeiffer erklæ
rede at stå »in einer Societet«, hvor de »auf gleichen Gewinn - und
Verlust die Materialien einkaufen und die Arbeit fortsetzen«. Citatet
er taget fra et dokument dateret den 3. januar 1756, hvor mestrene
gjorde deres indbyrdes regnskab siden 1751 op. Deres udestående
fordringer beløb sig da til 4.351 rdl. og 31 sk., mens gælden androg
18.162 rdl. 5 sk.; det sidste gjaldt næsten udelukkende låntagningen
til opførelsen af deres dobbeltgård Amaliegade 15 og 17, hvor de
også slog halv skade. Dokumentet bygger på »unser bisher geführte
Casse-Rechnungen«, og det ville have været interessant at kunne
blade i disse papirer. Men Bæsecke og Pfeiffer har ikke ønsket at
blive set over skuldrene; regnskabsbilagene er forsvundet. I øvrigt
er det ualmindeligt, at private firmaers forhold har ført til et dæk
kende nedslag i de offentlige arkiver. Det er derfor umuligt at præ
cisere stenhuggermestrenes indtægtsforhold. Nogle overslag, kontrak
ter og regninger fra deres virksomhed rundt om i hovedstaden lyder
ganske vist på betydelige beløb, opgaverne var mange og svende
holdet heller ikke ringe, men en stor omsætning betyder ikke nød
vendigvis et tilsvarende stort overskud. Tilbage står da kun skifte
arkivaliernes oplysninger, men herom senere.
2. Amaliegade
75
og i j
Da Georg Wilhelm Bæsecke og Johan Peter Pfeiffer var blevet mestre
og havde fået stenhuggerarbejdet overdraget på det Levetzauske
palæ i slutningen af januar 1 75 1, modnedes ønsket hos dem om også
selv at blive bygherrer og samtidig få bolig og værksted under eget
tag. Den 12. februar overtog de i fællesskab en mindre grund nord
for Levetzaus med kortsiden til Amaliegade. Den havde kleinsmed
Morten Nielsen Farum indtil da haft rådighed over, men han var
nu blevet fordrevet ved magistratens hjælp.31 Levetzau havde lagt
pres på myndighederne for at undgå kleinsmedens naboskab, hvor
imod greven næppe kunne føle sig generet af, ja maske direkte har