58 / 283
5 6
TORBEN EJLERSEN
hånede de håndværkere, som var tilfredse med deres arbejdsplads, ved
blandt andet at gå ind til dem i deres »Spiise Qvarteer, som er hos een
Barbeer navnlig Frantz i Lille Strand-Strædet«, og rive dem i næsen,
at de gik som slaver og ikke kunne »dricke et Glas
0 1 1
med andre
Svenne«.
Myndighederne så med alvor på den fortsatte uro, og Wittlinger
belønnedes for sin ihærdighed med 3 måneder i jern og blev desuden
pålagt at udrede sagens omkostninger.20 Kan Bæsecke og Pfeiffer have
været vanskelige som arbejdsgivere, så befordredes den diciplinære
slaphed hos svendene af det lette i at finde arbejde hos andre mestre;
Frederiksstaden var én stor byggeplads i disse år.
Bæsecke og Pfeiffers forhold til lavet rummer de sædvanlige med
lemssynder. Som »Mæster Stenhuggere« skyldte de tidepenge for
1750, hvilket de tog ganske roligt og først betalte i slutningen af 1752,
hvor Bæsecke tillige måtte punge ud med 1 rdl. til lavets fattige, fordi
han var udeblevet fra »Mester Anders Mikkelsens Liigs Bortbæring til
Jorden«. Begge tog sig ligeledes en anden kollegas »Liigbærren« let.
og de fattige kunne denne gang glæde sig over det dobbelt beløb.21
Først ved årsskiftet
1754-55
lod Bæsecke og Pfeiffer indskrive et
par lærlinge i lavet med den sædvanlige læretid på 5 år; til gengæld
skulle den længstlevende af mestrene nå i løbet af 1760’eme at »løs
give« 22 nye svende.22 I et enkelt tilfælde fungerede Bæsecke som
synsmester.23 Sammen med Fortling vurderede han Gammel Strand
48, hvor den omfattende sandstensudsmykning krævede specialister.
Pfeiffers ekspertise lå heller ikke brak. Den blev taget i brug af
Eigtved, da denne forberedte anlæggelsen af et sandstensbrud i Norge,
hvorfra han håbede, at de københavnske byggepladser kunne forsynes
til lavere priser end de tyske leverancer over Bremen. I den forbin
delse afsejlede stenhuggeren den 26. april 1 75 1 fra Helsingør med
»Skipper Terchel Bay, førende Monsr Toftes Galioth«. Rejsemålet
var Nærud ved Mjøsen, hvor sandstensforekomster syntes lovende.24
Her kom Pfeiffer for en tid i vanskeligheder, omend på Eigtveds
vegne, da han »uden Ejerens Forlov, og uden at han blev tilkaldet. . .
loed tage et Situations Cart . . . og det tillige havde været rettest, det
Sr Pfeyfert nøje havde erkyndiget sig før han paa anden Mands Grund
ville anlægge slig Verk«.25