59 / 283
STENHUGGERNE BÆSECKE OG PFEIFFER
5 7
Pfeiffer returnerede hen på sommeren gennem Sverige, men i slut
ningen af september gik turen atter nordpå. Denne gang ønskede
Eigtved »self dl Norge at opreise for Tingene nøyeste at undersøge
og fastsætte«, og ledsaget af Pfeiffer, en fuldmægtig, en tjener og med
kusken på bukken af en »Chaise«, trillede selskabet af sted langs den
svenske Kattegatkyst. Efter fornyede analyser af det mulige byggeemne
ved Mjøsen, vendte ekspeditionen tilbage i november 1 7 5 1 .
Det var et hovedformål for Eigtved at sikre sig leverancen af sten
til det netop igangsatte byggeri af Frederikskirken. Han konkurrerede
med Fortling, og diskussionen i kirkebygningskommissionen, hvor den
allestedsnærværende overhofmarskal, grev Adam Gottlob Moltke, var
den ledende, gik i 1752 på kirkens udvendige beklædning. Skulle
Eigtveds sandsten eller Fortlings marmor foretrækkes? T il afklaring
af spørgsmålet indkaldte kommissionen udtalelser fra billedhuggerne
Johan Christoph Petzhold, le Clerc, Simon Carl Stanley, A. Gercken
samt Bæsecke og Pfeiffer.26 Nogle holdt på Fortlings norske marmor,
andre vaklede, og for Bæsecke og Pfeiffer var der ingen tvivl. De
anså ifølge Eigtveds referat »den norske Sandsteen meere durable til
udvendig Arbeide, hvor den har at bære, end den norske Marmor,
siden Marmoren er foranderlig, og det grove løse sig fra de haarde
Aarer, separerer og ellers mange Stik der udi forekommer«. Bearbej
delsen af sandstenen ville blive 1/6 billigere. Som en temmelig ufor
pligtende: venlighed over for den tidligere principal, erklærede Pfeiffer
om Fortlings byggemateriale, at »wann der Marmor rein und ohne
Flinten wåre, der Marmor wol der beste seye diirfte«.27
Marmoret løb af med sejren, men ikke til Eigtveds skade. Han var
leveringsdygtig også i denne stenart, fordi han i 1750 havde erhvervet
det marmorbrud, der fandtes i Lier ved Drammen, og som - ironisk
nok - oprindelig var anlagt af Fortling, og konkurrenterne fik hver
halvdelen af leverancen.28 Men denne form for beklædning af kirke
murene skulle blive til dens ruin, da omkostningerne tårnede sig op.29
Stenhuggerfirmaet var alt i alt engageret i stort og småt. Udover
de allerede nævnte entrepriser og opgaver benyttedes Bæsecke og
Pfeiffer flittigt overalt i Frederiksstaden, og sjældent forlod de denne
travle byggeplads.
De udførte arbejde ved indkørselsportene til det Brockdorffske palæ
på Amalienborg og tilhuggede de huller, som facadens altangelænder