55 / 283
STENHUGGERNE BÆSECKE OG PFEIFFER
5 3
fælle, da hun døde i barselseng.12 Til at klare husholdningen og passe
den lille datter havde han de følgende år en kokkepige og en tjeneste
pige i sit brød.
Forinden havde Bæsecke og Pfeiffer etableret kompagniskab. Den
23. januar 1 75 1 indsendte de to stenhuggersvende næsten enslydende
anmodninger til kongen om at blive optaget uden betaling i det køben
havnske murer- og stenhuggerlav. De forklarede begge, at de på til
fredsstillende måde havde arbejdet hos Fortling. Ønsket begrundede
de med, at der var behov for flere stenhuggermestre både ved den
kongelige byggevirksomhed, men også den private; således var det
deres hensigt at akkordere med grev Christian Frederik Levetzau i
forbindelse med dennes opførelse af en »Palais-Gebåude«, et af de fire
Amalienborgpalæer. Kabinetssekretæren, August Volrad von der
Llihe, gav et par dage senere Københavns magistrat besked om, at
Frederik V havde imødekommet de vordende kompagnoners begæring
efter at have indhentet hofbygmester Nicolai Eigtveds udtalelse der
om. Den kongelige resolution formidlede magistraten derefter til older
manden for murerlavet, og den 1. februar 1 75 1 meddeltes Bæsecke og
Pfeiffer borgerskab.13
De to havde imidlertid foregrebet begivenhedernes gang, da det
nyoprettede stenhuggerfirma den 29. januar underskrev entreprisen
hos Levetzau. Den nævnte dag indgik de kontrakt med den grevelige
bygherre om stenhuggerarbejde til et beløb af 11.050 rdl. Kompag
nonernes indsats, som i det væsentlige gjaldt hovedbygningens og de to
omgivende pavillonens facader - ikke de kunstneriske detaljer, som var
overladt til andre - synes at være bragt til afslutning sidst på året
1755 uden større afvigelser fra det aftalte grundlag; dog måtte firmaet
give afkald på et ønsket tillæg på 2 13 rdl. for de »6 Colloner«, som
af »norsk Marmor ere forfærdigede« til palæets midtrisalit, da dette
materiale var anskaffet af »Mangel paa Bræmer Steen, som ved
Contracten var loved«. Regningens endelige udseende, som Pfeiffer
havde besvær med at slutte overenskomst om med enkegrevinde Levet-
zaus byggekommissær, regimentskvartermester og senere justitsråd
Emanuel Thygesen,14 blev i hvert fald på 13.275 rdl., hvad denne
tilbød, mens stenhuggermesteren mente sig berettiget til at forlange
14.043 rdl.