Previous Page  55 / 283 Next Page
Information
Show Menu
Previous Page 55 / 283 Next Page
Page Background

STENHUGGERNE BÆSECKE OG PFEIFFER

5 3

fælle, da hun døde i barselseng.12 Til at klare husholdningen og passe

den lille datter havde han de følgende år en kokkepige og en tjeneste­

pige i sit brød.

Forinden havde Bæsecke og Pfeiffer etableret kompagniskab. Den

23. januar 1 75 1 indsendte de to stenhuggersvende næsten enslydende

anmodninger til kongen om at blive optaget uden betaling i det køben­

havnske murer- og stenhuggerlav. De forklarede begge, at de på til­

fredsstillende måde havde arbejdet hos Fortling. Ønsket begrundede

de med, at der var behov for flere stenhuggermestre både ved den

kongelige byggevirksomhed, men også den private; således var det

deres hensigt at akkordere med grev Christian Frederik Levetzau i

forbindelse med dennes opførelse af en »Palais-Gebåude«, et af de fire

Amalienborgpalæer. Kabinetssekretæren, August Volrad von der

Llihe, gav et par dage senere Københavns magistrat besked om, at

Frederik V havde imødekommet de vordende kompagnoners begæring

efter at have indhentet hofbygmester Nicolai Eigtveds udtalelse der­

om. Den kongelige resolution formidlede magistraten derefter til older­

manden for murerlavet, og den 1. februar 1 75 1 meddeltes Bæsecke og

Pfeiffer borgerskab.13

De to havde imidlertid foregrebet begivenhedernes gang, da det

nyoprettede stenhuggerfirma den 29. januar underskrev entreprisen

hos Levetzau. Den nævnte dag indgik de kontrakt med den grevelige

bygherre om stenhuggerarbejde til et beløb af 11.050 rdl. Kompag­

nonernes indsats, som i det væsentlige gjaldt hovedbygningens og de to

omgivende pavillonens facader - ikke de kunstneriske detaljer, som var

overladt til andre - synes at være bragt til afslutning sidst på året

1755 uden større afvigelser fra det aftalte grundlag; dog måtte firmaet

give afkald på et ønsket tillæg på 2 13 rdl. for de »6 Colloner«, som

af »norsk Marmor ere forfærdigede« til palæets midtrisalit, da dette

materiale var anskaffet af »Mangel paa Bræmer Steen, som ved

Contracten var loved«. Regningens endelige udseende, som Pfeiffer

havde besvær med at slutte overenskomst om med enkegrevinde Levet-

zaus byggekommissær, regimentskvartermester og senere justitsråd

Emanuel Thygesen,14 blev i hvert fald på 13.275 rdl., hvad denne

tilbød, mens stenhuggermesteren mente sig berettiget til at forlange

14.043 rdl.