51 / 283
STENHUGGERNE BÆSECKE OG PFEIFFER
4 9
Den samme spore fik nu ikke Jacob Fortling, der stammede fra Tysk
land og fra 1739 virkede som stenhuggermester på Christiansborgs
stilladser
.4
Denne foretagsomme mand, der skulle blive matadoren i
Kastrup på Amager, tog sig af det grovere stenhuggeri, hvortil det var
knap så vanskeligt at finde folk, omend de måtte hentes sydfra,
mens Didrich Gercken og hans mandskab blev overladt det mere
billedhuggerprægede, som omfattede kapitæler, vinduesrammer og
andet af bygningsskulpturel art. Det mest udsøgte i træ og sten var
forbeholdt le Clerc; deraf den kongelige belønning.
Jacob Fortlings lønningsregnskab over svende og lærlinge afsætter
sig på denne tid som præcise lag med millimetertynde mellemrum i
Slotsbygningskommissionens bilagspakker. I ugen fra den 22. juni til
den 27. juni 1739 ses da blandt 45 svende »Petter Pfeiffer« at have
arbejdet i halvanden dag ved slottets hoved- og tåmtrapper. Johan
Peter Pfeiffer, der var indvandret fra Umstad i Hessen-Darmstadt i
Midttyskland og født i 17 18, kan følges på den store byggeplads fra
uge til uge i den kommende periode med enkelte afbrydelser, nu og
da med ekstra arbejde.5 Senere dukker den 31-årige »Wilhelm
Besche« op på den lange navneliste, nemlig den 17. april 1 741 , da
forårets byggeri på Marmorbroen blev indledt. Georg Wilhelm Bæse-
cke stammede fra Braunschweig
.6 1
juli nævnes begge svende for første
gang sammen i et ugeregnskab. Ved Frederiksholms Kanal har de lært
hinanden at kende, måske fundet samme logi og i fællesskab deltaget
i de bataljer, som gang på gang udspilledes mellem de rivaliserende,
fremmede håndværkssvende på den kongelige byggeplads.7 Forskelle
i nationalitet og faglig tradition satte gemytterne i kog, men tillige var
svendene sig bevidste, at de var en mangelvare, og »vilde strejker«
hørte derfor til dagens orden, når de fandt deres forhold utilfreds
stillende.
Hvad fik en stenhuggersvend til at forlade sin fødeegn og drage
over Østersøen? Det eventuelle personlige motiv unddrager sig ana
lyse, men håndværkernes skik at tage arbejde en tid i udlandet, i
nogle tilfælde resten af livet, var rodfæstet, og en sikker dagløn er vel
svar nok. Under Christiansborgs opførelse fik en læredreng udbetalt
24 sk. pr. dag, en svend modtog fra 24-32 sk. og mestersvenden 56 sk.;
dette var vintertaksten fra oktober til marts. Om sommeren, hvor
håndværkerne var i sving 1 o timer daglig, udgjorde aflønningen hen