108 / 203
Hans Sode Madsen
og bad den 15. oktober i sin fremlæggelsestale om en forlængelse frem
til 3 1. marts 1935.40
Undervejs i rigsdagsdebatten blev der givet en del bud på årsa
gerne til det mistrøstige resultat. Regeringspartierne kunne ikke se ret
tere, end at Venstres afvisende holdning bar en væsentlig del af skyl
den. Hvor dette parti havde det politiske flertal i sogne- og købstad-
kommuner - for sognekommunernes vedkommende var det den alt
overvejende del
havde man dér formentlig indtaget samme kølige
attitude. Julius Bomholt beklagede, at man i den kommunale forvalt
ning ikke havde særlige arbejdsløshedsudvalg og mente iøvrigt, at
statstilskuddet på 2 kr. var for ringe til at dække udgifterne til kost,
logi og pædagogisk medhjælp. Hvad angik de mindre kommuners
indkvarteringsproblemer, anså han disse løst gennem den stedfundne
praksis, at deltagerne fik udbetalt et beløb som kompensation for at
blive boende hjemme. Derimod måtte der sættes ind med tilskud til
startomkostninger, anskaffelse af arbejdsredskaber, rejse- og beklæd
ningshjælp. De unges påklædning havde hverken svaret til årstidens
eller arbejdets krav.
Heller ikke den konservative Bindslev var i tvivl om Venstres rolle
som Priigelknabe, men fremførte herudover den nærliggende und
skyldning, at Socialreformens indkøring havde tæret hårdt på kom
munernes arbejdskraft. Små kommuner med f. eks. 10 - 15 unge le
dige gad ifølge Bindslev ikke tage noget initiativ, men holdt sig i ste
det »indenfor Socialreformens rammer«, hvilket var en diplomatisk
omskrivning for at udbetale socialhjælp. På denne baggrund slog han
til lyd for, at staten skulle træde aktivt til som foretager. Sluttelig var
han skuffet over, at Konservativ Ungdom i modsætning til D.s.U.
ikke havde vist sagen interesse.
Venstre, som under 1. behandling havde været imødekommende,
valgte efter udvalgsarbejdet at gå i opposition endnu engang, et for
hold, der sammen med et forslag om at nærme sig en tvungen ord
ning, i nogen grad afsporede debatten og camouflerede, at partiet
satte fingeren på flere af lovens ømme punkter. Søren P. Larsen var
ikke fri for at ironisere over de udførte arbejder —»anlæg af soppe-
pladser, anlæg af kælkebakker, som der for resten ikke har været me
gen brug for i denne vinter, og sligt« - og anså det i tilknytning hertil
nødvendigt at indskærpe arbejdets produktive art. I samme åndedrag
1 0 8