113 / 203
Asserbo-lejren
bruger er så heldig at skaffe sig en karl, der er villig til at arbejde for
den tilbudte (lave) løn, eller som er særlig effektiv i forhold til sin
løn, f. eks. en ung dygtig karl.« Efter at have harceleret over Statistisk
Departements spørgeteknik (»har De haft brug for flere folk?«) og
efter at have undersøgt, om manglen var udtryk for et betalingsdyg
tigt behov - omkring halvdelen af de adspurgte havde undladt at op
give, hvilken løn de tilbød - og om den var ekstraordinær stor i for
hold til tidligere, konkluderede udvalget, at på baggrund af de man
gelfulde oplysninger kunne der kun udledes en periodisk, ubestemme
lig arbejdskraftmangel.43
Noget ganske andet var, om landbruget i det hele taget havde haft
mulighed for at få det påståede behov for ung arbejdskraft dækket. I
Arbejdsløshedsrådets betænkning af 22. februar 1935 om arbejdsløs
hedens karakter og omfang på grundlag af arbejdsløshedstællingen af
30. juni 1934 blev det med alle forbehold anført, at omkring 20.000
personer havde forladt landbruget i de 3 første kriseår (s. 16). Ikke
mindst de bedre løn-, arbejds-, bolig- og fritidsvilkår i byer og køb
stæder havde bidraget til denne afvandring. Når der samtidig var
stor arbejdsløshed i byerhvervene, kunne det umiddelbart se ud som
om den tilflyttede arbejdskraft vandrede direkte ind til ledigheden.
Den store arbejdsløshedstælling af 30. juni 193444 tegner imidlertid
et billede, der snarere tyder på, at land-arbejdskraften fandt beskæfti
gelse, men på by-arbejdskraftens bekostning. Blandt 17.930 ledige ar-
bejdsmænd - og det var i denne arbejdsløshedskasse, de tilvandrede,
ufaglærte landbrugsmedhjælpere fandt optagelse - var kun 516 i al
deren 18-24 år med oprindelig beskæftigelse i landbruget. Tallet re
duceres til ca. 250 ved at fratrække familieforsørgere (de var ikke ef
terspurgte) samt de, der kun havde været kortvarig arbejdsløse inden
for de sidste 2 år.45 Skulle landbruget have haft dækket det opgivne
behov på over 7.000 unge, måtte det altså appellere til andre arbejds
løshedsplagede erhvervsgrupper. At noget sådant skulle kunne lykkes,
forekommer ikke umiddelbart realistisk. Ikke desto mindre viste det
socialministerielle udvalg sin velvilje ved at foreslå, at der i tilknytning
til ungdomsarbejdsløshedsforanstaltningeme skulle være landbrug, for
dermed at stimulere interessen for dette fag.46 Uden en samtidig for
bedring af løn-, arbejds- og boligforhold var ønsket om at vende
strømmen fra land til by dog ikke meget bevendt.
8