118 / 203
Hans Sode Madsen
at konstatere, at indplacering i det almindelige erhvervsliv er hoved
sagen, at hjælpeforanstaltninger kun er hjælpeforanstaltninger, og at
ungdomsarbejdsløshedsloven var blevet beklagelig lidt udnyttet. Her
med var der i hvert fald ikke sagt for meget.51 På trods af den latente
skepsis må det retfærdigvis medgives D.s.U., at organisationen direkte
som initiativtager eller indirekte som idéformidler stod bag en betyde
lig del af de udførte projekter, således f. eks. i København, Esbjerg,
Næstved, Århus og Rønne.
Ved bedømmelsen af de unges uvilje mod at tilslutte sig en foran
staltning indgår endvidere det moment, at så længe vedkommende
var medlem af en A-kasse og altså mødte til daglig kontrol, så længe
var der håb om anvisning af arbejde. Arbejdsløshedstællingen fra
1934 bestyrker denne formodning. Det vil kunne ses, at antallet af
tabte arbejdsdage stiger markant i området 7-300, d. v. s. den peri
ode, hvor dagpengesystemet endnu virkede. Efter de gældende regler
faldt dagpengene først bort, når den pågældende ikke havde været
beskæftiget i 10 måneder i løbet af de sidste 2 år, eller havde været
ledig i 26 subsidiært 39 uger, afhængig af den i A-kassevedtægterne
fastsatte grænse på 3 eller 4 år. Fra den nutidige »paradoksproblem«-
diskussion ved man, at det netop er i yderendeme af ledighedsperio-
den, at den største jobsøgningsaktivitet udvises, nemlig i starten, hvor
håbløsheden ikke er blokerende, og i slutningen, hvor udsigten til at
måtte gå på bistandskontoret og lade sig underkaste en individuel
støtte-bedømmelse virker ansporende. Den mellemliggende periode er
- og navnlig var - præget af tilfældige småarbejder, der lige akkurat
kunne holde skindet på næsen. Og når det drejede sig om løse jobs,
gav købstæderne og de større byer en bedre overlevelseschance. Inci
tamentet til at melde sig til en foranstaltning kunne givetvis være
øget, hvis opholdet havde talt med som arbejde i arbejdsretlig for
stand og således havde medvirket til at bryde de omtalte skranker på
26 (39) uger eller 10 måneder. Bedst havde det naturligvis været, om
lejrarbejdet tillige havde taget sig fornuftigt og nyttigt ud og var ble
vet betalt efter tariffen. Som forholdene var, krævedes der altså en
kraftig indsats i såvel kommuner som fra de unges side, hvis loven
skulle udnyttes efter sin hensigt.
Da sekretær i Socialministeriet, Poul Stockholm, i 1936 tog et vue
1 1 8