112 / 203
tagelse af standpunkter og ordvekslinger fra året forud.42 Regeringen
bad om en tre-årig forlængelse frem til 3 1. marts 1938, dels under
indtryk af den mangedoblede udnyttelse af 1934-loven, dels for mere
effektivt at kunne imødegå kritikken af planlægningsproblemer for
bundet med den hidtidige år-for-år lovgivning.
Ved udgangen af januar 1935 havde 36 initiativtagere fået bevil
get tilskud på kr. 725.000, mens antallet af beskæftigede var bragt op
på 17-1800, en tredobling i forhold til 1933-34, men stadigvæk be
skedne 10 % af samtlige unge arbejdsløse. Resultatet var nedslående,
og at socialministeren havde sine tvivl m. h. t. at vende udviklingen
fundamentalt fremgår af, at der til de kommende år kun ansøgtes om
4 millioner kr., mens 1933-loven som bekendt var beregnet at ville
koste 3 millioner. Med andre ord skønnede Steincke, at omkring 25 %
af de ungdomsledige fremtidigt ville benytte sig af ordningen.
Mere interessant end at gentage argumenter og modargumenter fra
denne debat, er det at se på den af Venstre med stigende styrke frem
førte foreteelse, at landbruget manglede arbejdskraft. Det var altså
meningsløst at sætte de unge i gang med at anlægge kælkebakker og
soppebassiner - partiets foretrukne eksempler - , når de let ville have
kunnet finde beskæftigelse ved landbruget.
For at kigge påstanden nærmere efter i sømmene bad socialmini
steren i september 1935 Statistisk Departement om at foretage en op
gørelse over landbrugets utilfredsstillede behov for fremmed arbejds
kraft. Ligeledes nedsattes der i juli 1936 et udvalg til at kulegrave
spørgsmålet. Til syvende og sidst var der jo her tale om et alvorligt
angreb på den samlede arbejdsløshedslovgivning. - Departementet
nåede frem til, at der i første halvdel af 1935 havde været et udæk
ket behov på næsten 25.000 personer: karle, piger og daglejere. Heraf
faldt over 7.000 på karle i alderen 17 -2 1 år. Til dette overraskende
tal stillede udvalget det mere end akademiske spørgsmål, om det an
førte
behov
nu også svarede til
manglen
på arbejdskraft. »De aller
fleste landbrugere . . . vil altid have en række arbejder af forskellig
art, som de nok kunne tænke sig udført, såfremt de kunne skaffe sig
den dertil fornødne arbejdskraft til en løn, der kunne dække arbejdets
værdi. Der findes derfor altid et vist latent behov efter arbejdskraft,
som ikke bliver effektivt til de gældende lønninger og kun får betyd
ning, hvis lønningerne var noget lavere, eller hvis pågældende land
Hans Sode Madsen
1 1 2