109 / 203
Asserbo-lejren
mente han, at det efter lovens ånd havde været rimeligere først at
finde velegnede opgaver (arbejde i skove, moser, tørvegrave o. s. v.)
og dernæst samle de unge i arbejdslejre på lokaliteten i stedet for som
nu at lægge foranstaltningen nær ved pågældende by, hvorefter de
unge kunne blive boende hjemme og modtage det omtalte kompen
sationsbeløb til kost og logi. Efter Venstres mening kunne vederlag
plus lommepenge snige sig op i nærheden af en ugeløn, der var så
stor, at interessen for at finde »ægte« arbejde kølnedes. Partiet ville
følgelig ikke gå med til at lade statstilskuddet forhøje til 2,50 kr. pr.
dag, som foreslået af regeringen. At ikke en eneste landkommune
havde meldt sig som initiativtager kunne forklares ved, at man her
havde vanskeligheder med at fremskaffe lærerkræfter og lokaler til
undervisning og sport.
Venstres kritik førte frem til en formulering om, at beskæftigelsen
normalt
skulle bestå i en passende blanding af legemligt arbejde, un
dervisning og sport, således at der levnedes plads til at lade arbejds-
andelen ekspandere i forhold til de to andre elementer. Arbejdets pro
duktive karakter blev understreget, og lovens opgaveforslag udvidedes
med plantning af læbælter og plantager, vandløbsreguleringer m. m.
Hedeselskabet var åbenbart i tankerne.
Hvad der derimod bragte enigheden til øjeblikkelig og brat ophør,
var Venstres forslag om at indføje følgende bestemmelse i loven: »Når
en kommune anviser unge arbejdsløse beskæftigelse ved et arbejde,
der er igangsat efter denne lov, og vedkommende vægrer sig ved at
efterkomme anvisningen, er kommunalbestyrelsen berettiget til at side
stille en sådan vægring med de tilfælde, som loven om offentlig for-
sorg § 306 omfatter.« Efter denne paragraf havde pågældende ved
uordentlig livsførelse, uforsvarlig økonomi eller ved uden rimelig år
sag at have nægtet at tage arbejde, bragt sig i selvforskyldt trang.41
Den modtagne kommunehjælp blev herefter ydet med retsvirkning
(fattighjælp). Venstres argument for indførelsen af en sådan sank
tionsregel var, at når kommunerne ofrede tid og penge på arbejds-
foranstaltningeme, måtte man af de unge kunne forlange, at »de
anerkender rigtigheden af, at der skal ydes noget arbejde for at få
den hjælp, der her er tale om.«
Rigsdagsforhandlingeme i februar-marts 1935 var stort set en gen-
1 0 9