173 / 191
FREDER ICIA STATION
169
saa Afløsningen K l.
8
nærmede sig. At faa noget varmt
at drikke
0111
Natten var der slet ikke Tale om. Der
fandtes hverken Gas-, Petroleums- eller Spritapparater;
man kunde medbringe sin Kaffeflaske og lægge den paa
Kakkelovnen til Opvarmning; men saa skete det rigtig
nok af og til, at man, bedst som man sad og arbejdede,
hørte en spruttende Lyd fra Kakkelovnen. Det var
Flasken, som havde fundet det for varmt og var revnet,
medens Indholdet sydende gled ned ad Ovnen.
Spisestuen var et lille etfags Hummer, hvis Vindue
vendte ud mod Perrontaget. Rundt
0111
Væggen var
der Knagerækker, en Dør forte ind til Apparatsalen
og en ud til Trappegangen. Herinde sad gamle Salling
og rullede Telegrafstrimler op, ved hvilken Beskæftigelse
han optog det meste af Pladsen ved et gammelt Fyrre
træsbord, som bar Spor af engang at have været malet.
Bag ham, midt i »Salen« fandtes et andet Bord, Mage
til det forste; i et Hjørne stod en Servante, ved den
ene Væg var anbragt et Skuffeskab med 27 Skuffer,
og Møblementet fuldstændiggjordes af nogle ryglose
Stole. Drikkelse til Maden kunde de yngre tage af en
Vandtønde, som fyldtes fra Brønden. I den samme
Vandtønde anbragte de ældre Telegrafister deres Øl
flasker til Afkøling om Sommeren, og det hændte da,
at de, som drak Vand, fik nogle opblødte Øletiketter
med i Købet. Det smagte da altid af Fugl! — Her
skulde Personalet spise.
Naar Værelset var fuldt,
kunde der vel være en halv Snes Mennesker, og flere