176 / 191
17 4
TRAADEN FRA DEN RØDE GAARD
de unge med Kapital satte dem i Stand til at leve
over Evne og udsætte sig for Fristelsen til at skeje ud!
Trods alle de Narrestreger, de unge kunde finde paa,
havde de dog, naar det kom til Stykke, en vældig
Respekt for Bestyrer Petersen, og den, der stod for
Tur til at skulle hente sig en Afrøfling hos Petersen,
følte sig omtrent som en dødsdømt Forbryder. — En
ung Mand havde været saa uheldig at gøre sig fortjent
til en Irettesættelse og stillede efter Tilsigelse paa
Eksekutionsstedet, Petersens Kontor.
I sin Befippelse og Sjæleangst har han formodentlig
glemt at banke paa, i hvert Fald aabnede han Døren
og vilde til at gaa ind. Paa Kontoret var imidlertid
en anden Synder ifærd med at blive afrøflet, og Peter
sen var selvfølgelig i Krigshumør. Da han derfor ser
den unge Mand stikke Hovedet ind, tordner han ham
i Møde: »Er De gal, kan De ikke se, jeg taler med
nogen, gaa straks igen!«
Den unge Synder trak øjeblikkelig Døren til og blev
skælvende staaende udenfor paa Maatten afventende at
faa Foretræde. Saa stærkt havde imidlertid Sindsbe
vægelsen og Skrækken virket paa ham, at det just ikke
var løbet ham koldt ned ad Ryggen, men tværtimod!
I hvert Fald var Maatten, hvor han stod, bleven vaad!
Nattevagten kunde være lumsk kedelig for den, der
havde Vaagevagten og sad alene i Apparatsalens for
holdsvise Stilhed.
Engang, da Østerbye sad hensunken i en halv Døs