133 / 425
BOLIG- OG BYGGEFORHOLD
1 1 9
herunder den såkaldte »Dødens hule« - uden at man dog straks fik påbegyndt
et nyt byggeri her. I alle disse tilfælde måtte den nye bygherre, forinden
nedrivningen af de gamle huse påbegyndtes, have skaffet de tidligere beboere
en passende lejlighed.
Selv om private saneringer gennem de sidste hundrede år har haft en ikke
uvæsentlig indflydelse, er det dog det offentliges indgreb overfor de forældede
bygninger, der har været af størst rækkevidde, idet kommunen i forbindelse
med gadeudvidelser har haft mulighed for at sanere de nærliggende hus
rækker. Saneringerne langs Vognmagergade, Gammel Mønt, Bremerholm
og Torvegade gennemførtes i forbindelse med gadeudvidelser i den første
halvdel af det 20’ende århundrede; men den første omfattende sanering af
et helt sammenhængende slumkvarter blev dog først påbegyndt af Køben
havns kommune efter at Rigsdagen havde vedtaget
lov af 31. maj 1939 om
boligtilsyn og sanering af usunde boliger.
Loven var et resultat af arbejdet i
den saneringskommission som indenrigsministeren havde nedsat i 1935 efter
flere henvendelser fra kommunen om statsstøtte til saneringsarbejdet.
Efter saneringsloven kan kommunalbestyrelsen i et område med usund
og brandfarlig bebyggelse foretage ekspropriation i det omfang gennem
førelsen af nye bebyggelsesplaner kræver det (selv om ikke alle ejendommene
i området er dårlige). Staten dækker halvdelen af tabet ved, at de ryddede
arealer ikke kan sælges til nybyggeri for et beløb, der svarer til den erstatning,
der har måttet betales for ekspropriationen og nedrivning af de gamle ejen
domme. Der kan endvidere ydes statsstøtte til de nye ejendomme, der op
føres. Af beskæftigelsesmæssige grunde ønskede staten at få sat gang i
saneringen, og i 1941 vedtoges en særlig støttelov for saneringsbyggeri, hvor
efter der kunne ydes statsstøtte til 90 pct. af anskaffelsessummen + grund
værdien, også til forretningsejendomme, når blot kommunen garanterede for
halvdelen af det eventuelle tab ved lånet. Endvidere kunne der i indtil to år
ydes huslejetilskud til hidtidige lejere, der måtte flytte til dyrere lejligheder.
Efter at magistraten i 1939 havde nedsat en saneringskommission blev
der i februar 1941 afgivet en indstilling om sanering af Adelgade/Borgergade
kvarteret væsentlig med bibeholdelse af det hidtidige gadenet. Da man fra
statens side betvivlede mulighederne for at få arealet bebygget, henvendte
ejendomsdirektoratet sig til en række forskellige bygherrer og anmodede om
og fik tilbud på eventuel bebyggelse.
I april 1941 vedtog den københavnske boligkommission at nedlægge helt
eller delvis forbud mod beboelse eller ophold i 211 af de 266 ejendomme,
som saneringen omfattede, men af de 193 sager, der apelleredes til det for
hele landet nedsatte boligtilsynsråd, ændredes i 179 tilfælde boligkommis
sionens afgørelse. I løbet af 1941 var der dog opnået forlig vedrørende bereg
ningen af erstatningerne mellem ejendomsdirektoratet og grundejerne. Den
26. februar 1942 blev overborgmesterens indstilling af 16. december 1941
om erhvervelse af 266 ejendomme i Adelgade/Borgergade-kvarteret tiltrådt