315 / 425
KØBENHAVN OG OMEGNSKOMMUNERNE
301
mimerne. Dette lovforslag blev dog ikke gennemført i 1952, men de til
svarende bestemmelser blev i noget ændret form indpasset i lov nr. 107 om
b yggeri m e d o ffe n tlig s tø tte a f 1 4 . ap ril 1 9 5 5 .
Herefter skal halvdelen af tab på
g a ra n tifo rp lig telser,
som kommunerne i
hovedstadsområdet - d. v. s. de 3 hovedstadskommuner og de 19 omegns
kommuner - påtager sig for endeligt berigtigede lån efter 16. april 1955
fordeles - ikke i forhold til kommunernes folketal, men - i forhold til den
senest ansatte samlede indkomst til brug for beregningen af statsskat i hver
kommune.
Endvidere fordeles de
tils k u d ,
som kommunerne i hovedstadsområdet
yder til
s o c ia l-fila n tr o p is k b yg g eri
efter samme kriterium som foran. Dog kan
en kommune i hvert finansår højst anmelde 200.000 kr. til refusion.
Endelig fordeles udgifterne til de
h u sle je tilsk u d ,
der kan ydes til familier
med mindst 3 børn, aldersrentemodtagere samt invalider og kronisk syge, lige
ledes på kommunerne i forhold til den samlede ansatte indkomst. Fordelingen
foretages af indenrigs- og boligministeren i forbindelse med den årlige stats
refusion.
5.
L o v e n o m æ n d rin g i d e k ø b e n h a v n s k e o m e g n s k o m m u n e r s styrelse.
Forslag til denne lov fremsattes i marts 1952 af daværende indenrigs- og
boligminister Aksel Møller. I sin forelæggelsestale gav ministeren udtryk for,
at de forslag, som hovedstadskommissionens flertal havde fremsat, ikke for
tiden lod sig realisere. Han mente først og fremmest, at der ikke var nogen
saglig nødvendighed for, at man igennem lovgivningen oprettede en over
kommune, og han så heller ikke nogen politisk mulighed for, at der kunne til
vejebringes den fornødne enighed om sammensætningen af et hovedstadsråd.
Ministeren mente, at et samarbejde mellem kommunerne måtte kunne virke
liggøres igennem en frivillig hovedstadskonference. Endvidere pegede mini
steren på, at hovedstadskommissionens flertalsforslag syntes at bygge på den
opfattelse, at udviklingen ville føre til en bebyggelse, som gav omegnskommu
nerne en økonomisk svagt stillet befolkning, der ikke uden en udligning ville
være i stand til at klare de økonomiske krav, der stilles til en kommune i stadig
vækst. Men på det punkt havde udviklingen været anderledes end ventet. På
grund af de høje byggepriser og dermed de store krav, som stilles til den
økonomi, der skal kunne svare husleje i nybyggeriet i omegnskommunerne,
har udviklingen været den, at omegnskommunerne har fået en befolkning, der
ingenlunde i skattemæssig henseende hører til de ringest stillede.
Ministeren var herefter nået til den opfattelse, at hovedstadens problemer
måtte løses
e ta p e v is,
og pegede i denne forbindelse på de skridt til en sadan
løsning, der allerede var foretaget, og for hvilke der her er gjort rede i de fore
gående afsnit.
Med hensyn til reglerne om selve det kommunale styre inden for hoved-