168 / 554
Betjentene fik, de 4 bedste 300 Dl. hver, de næste 4 250, de
øvrige 200; Oprykning skulde alene bero paa Dygtighed, ikke
paa Tjenestealder. Vægterne fik 9 Mk. om Ugen for de ældste,
7 Mk. for de yngste. Vægterinspektøren og Vægterløjtnanten
erholdt henholdsvis 500 og 400 Dl. hver. — Disse Gager maa
efter Nutidens Forhold multipliceres med 3, naar man vil karak
terisere deres virkelige Størrelse, og maa altsaa - i det mindste
for det egentlige Politis Vedkommende — kaldes endog særdeles
rundelige.
I dette Frederik VI.s Politi skete der lige indtil 1863 ikke
nogen større Forandring. I 1815 indførtes de senere bibeholdte
C
h r
. F
æ d d e r
.
Poster som Politiassistent i Byens forskellige Distrikter, men de
oprindelig foreskrevne 6 Assistentpladser blev allerede i 1820
nedsatteUil 3, hvoraf de to havde Station i Byen, medens den tredie havde alle „Broerne"
d
: Forstæderne under sin Kommando. I 1845 ansattes 20 nye Politibetjente til at gøre
Tjeneste ved den da oprettede Københavns Kriminal- og Politiret — hvorved Politidirek
tørens Befatning med den dømmende Magt for stedse ophørte — men af denne Forøgelse
havde Ordenspolitiet som saadant intet Gavn.
Nogen dybtfølt Trang til gennemgribende Reformer gjorde sig da heller ikke gæl
dende i Aarhundredets første Aartier. Det var de „til Borgerheld sigtende" Bestræbelser,
som da var oppe i Tiden; Befolkningen var til det yderste loyal og fredelig sindet, Rets
sikkerheden frembød ingen væsentlige Mangler. Det var nærmest Soldebrødrene, der gav
Politiet noget at bestille, naar de fra Klubberne og Værtshusene, efter Afsyngelsen af talløse
Drikkeviser, vaklede hjemad og fandt paa alle Slags Løjer med at flytte Skilte, raabe Brand
uden Anledning, skraale op eller — slaas. Det blev da Vægternes Sag at tage Affære.
De værste Skraalhalse og Slagsbrødre fik nogle Rap med Stokken — Morgenstjærnen blev
som almenfarlig ikke benyttet til dagligt Brug — de berusede spændtes med Vægterens
gule Læderbælte fast til Stigen og transporteredes til Raadhuset, de opsætsige anholdtes og
førtes til „Bopælen", o: Politimesterens Bopæl; denne maatte da ud af sin Seng for at
resolvere, om Synderen kunde faa Lov til at gaa eller skulde bringes til Arresten. Men
forinden man naaede saa vidt, stod der ofte hele Batailler i Gaderne, hvorved Blodet flød
i Strømme, og Vægterne ikke mindre end Soldebrødrene fik drøje Knubs. At drille og
slaas med Vægterne var overhovedet Datidens Ungdom — ikke mindst dens Studenter -
en kostelig Spas, som ingen gik af Vejen for. Det var jo ikke Stadens allerypperste Børn,
der tog til Takke med den lidet estimerede og i Forhold til den strænge Nattjeneste slet
lønnede Stilling som Vægter. Som Regel var det Flaandværkere, der om Dagen var syssel
satte med deres Arbejde, og som for at opnaa et Tillæg til den knappe Fortjeneste paatog
sig det besværlige fiverv. Raa og brutale var de fleste af dem, raat og brutalt behandledes
de fra oven, raat og brutalt trakteredes de af Byens Folk. At de med de umenneskelige
Fordringer, der stilledes til deres Aarvaagenhed, umulig kunde holde sig vaagne paa deies
Poster, forøgede ikke blot Lystigmagernes Dristighed, men var i sig selv en Kilde til
megen Morskab. At „knipse den sovende Vægter paa Næsen" og løbe bort var en yndet
Moiskab, ligesom at liste Stokken og Piben fra ham, selv støde i Piben for at vække ham
og lokke andre Vægtere til og saaledes bringe ham i Knibe, naar han overfor disse mang
- 158 -