169 / 554
- 159 -
lede sine Apparater. En bekendt Streg var det ogsaa at sætte en Stump Lys i Vægterens
Kabuds, medens han sov, derpaa raabe Brand og more sig kostelig, naar den opskræmte
Vægter for gennem Gaderne med Lyset paa Hovedet og forfærdet spurgte alle, hvor
Branden var.
Hvor ufarlige nu end slige Spilopper var for Retstilstanden i det hele taget, saa
var det dog klart for alle, at den hele Vægterinstitution ikke gik ind under Begrebet „et
velordnet Politi", og endnu mere følelig blev Manglerne, da i 30 —40erne Lorbrydelserne
tog til, og de natlige Indbrud begyndte at florere — ofte i den sovende Vægters umiddel
bare Nærhed. Men heller ikke Dagpolitiet svarede til de Krav, der under den fremad
skridende Tid maatte stilles til det. Dagpolitiets Tjeneste var ordnet under Hensyn til en
lille, fredelig Købstads Behov og passede ikke, efterhaanden som denne By voksede op til
en virkelig Hovedstad. Betjentene var fordelte i Kvarterer rundt om i Staden og dens
Forstæder, men maatte tillige gøre Tjeneste paa Politikammeret ved de der forekommende
talrige Forretninger, forkynde Stævninger, forrette Vagttjeneste paa Politidirektørens Bopæl,
besørge Politirettens løbende Forretninger, gøre Torvetjeneste, holde Øje med Skibene i
Havnen, være tilstede ved Theatrene, kontrollere Snekørslen i Gaderne, Gadefejningen og
Dagrenovationen m. m. m. Om nogen egentlig Polititjeneste i Byens Gader kunde der
herefter ikke være Tale: Politiet kunde, som det siges i en tjenstlig Indberetning fra 1832,
ikke engang til enhver Tid overkomme de daglige Forretninger; et almindeligt „Dagtilsyn"
med Byen var en Umulighed; det meste man i saa Henseende naaede til var, at der om
Søndagen — naar Politikamret var lukket — patrouilleredes af 8 Betjente i 4 forskellige
Hold fra Kl. 10 Form. til Kl. 8 Em. Overfor Tumulter og Gadeopløb stod Politiet ende
lig fuldkommen magtesløst. „Politiet burde dog være saaledes indrettet", siges der i en
Indberetning af 1849, „at det stedse var i Stand til ved egne Kræfter at dominere et al
mindeligt Gadeopløb, som hvert Øjeblik i en stor By kan indtræffe ved den ubetydeligste
Anledning, men det staar ikke i dets Magt, fordi dets Styrke udkræves saa mange Steder,
at det sædvanlig ved slige Lejligheder ikkun har til øjeblikkelig Disposition nogle faa Be
tjente, hvormed intet kan udrettes, hvorfor det altsaa nødes til at forholde sig ganske pas
sivt og lade det komme an paa Tilfældet, hvad Udfaldet vil blive." Og at denne Ufor
muenhed ikke var overdrevet, fik Politiet Adgang til at konstatere ved enhver forefaldende
Lejlighed lige fra Jødefejden i 1819 til Optøjerne mod Grevinde Danner i 1859.
Men hvor berettigede disse Klager over Politiets Tilstand
end
var fra et tjenstligt Standpunkt, saa var det dog ikke dem,
der bar Politireformen af 1863 frem. Det var den nye Tid, der
efter Grundloven af 1849 voksede frem, og som krævede sin
Ret. Det var Hadet til Enevoldstidens Regimente og det dermed
sammenvoksede
Politi, der gjorde det nødvendigt at støbe det
hele
om i
en
ny Form. Det hedder herom i den ovennævnte
Indberetning
fra 1849: „Allerede
i
en lang Række af Aar har
der
vist
sig hos Publikum en vis Animositet og et hadsk Sinde
tøg
mod
Politiet ved Udøvelsen af dettes Forretninger, hvilket i
Særdeleshed
lader sig tilsyne, naar det efter Embeds Medfør er
tilstede til Ordens Vedligeholdelse, hvor et stort Antal Mennesker
ere ^orsamlede i en eller anden Anledning, lovlig eller ulovlig.
J. T . F
l in d t
.