202 / 554
-
192
-
J
u l iu s
T
h o m se n
.
V . O
l d e n b u r g
.
H
e r m a n
T
r ie r
.
M
agn u s
S
teffensen
.
for sat, og de forud „allernaadigst" til Foretagelse berammede Sager bleve herefter plæderede og indlodestil
Doms, idet der dog forinden var blevet holdt „en Allokution" eller allerunderdanigst tilHans Majestæt personlig
rettet Henvendelse og Tak for hans ophøjede Nærværelse, affattet i blomstrende efter Nutidens Smag sare
snurrige Ord og Vendinger og med behørig Pathos afgivet af den Advokat, som i Forvejen særlig varbleven
valgt dertil af Justitiarius, et Valg, som stundom affødte Nid og Misundelse for lange Tider.
Deres Vota afgav de forsamlede Retsmedlemmer efter de gængse Regler, men Majestæten bestemte
formelt idetmindste selv „hvis Vota og Mening skulde gælde og hvorledes Dommen skulde fældes efter hans
Vilje og Velbehag", hvilken Forskrift, som iøvrigt efter dens Ordlyd gjaldt
n a a rso m h e lst
Kongen beærede
Retten med sin Tilstedekomst, dog efterhaanden i Praksis turneredes derhen, at Kongen, saa oftehan over
hovedet maatte finde for godt at vise sig i Retten, som Regel tiltraadte Flertallets Votering, hvilkenderefter
kundgjordes som Dom i hans Navn.
Saaledes havde Enevælden symboliseret de danske Kongers Deltagelse i Retsplejen, den de havde
taget i Arv fra de tidligere Danehof, kongelige Retterthing og Herredagene, og medens deres virkelige Del
tagelse, der fra.først af havde været indgribende nok og kendelig nok paa mange Punkter, og som undertiden,
endog saa sent som under Christian VI givet sig Udslag i Handlinger, der med fuld Føje kan betegnessom
Kabinetsjustits, efter det 18' Aarhundredes Midte egenlig nraa siges at være saa godt som ophørt, fortsatte
dog hine Ceremonier og Optog sig til langt ned i det 19’ Aarhundrede. Frederik VII var den sidste
Enevoldskonge, som Torsdagen den 1. Marts 1849 aabnede Højesteret overensstemmende med de gamle
Etiketteformer og Højtideligheder; saa gjorde Loven af 21 Febr. 1850 en brat Ende paa de nedarvede
Traditioner.
Stævninger og Domme udgaa nu ej længer under Kongens Navn og Rigets Segl, men
simpelthen i
Rettens; Advokater og Sagførere vende ej mere deres Tale og Fordring til Majestæten, men blot til
„den
hæderværdige Højesteret“; de kongelige Drabanter og Gardister have maattet vige Pladsen for 2
almindelige
Politibetjente; istedetfor de stadselige Kancellibud bevæger sig nu Rettens Bud i jævn civil
Paaklædning
stilfærdig i Lokalerne, og den første Torsdag i Marts Maaned aabnes Retten paa Slaget 9 aldeles som
paa
enhver anden Dag i Aaret, og medens det endelig siden Griffenfeldts Dage havde været forbudt at
ledsage
Højesteretsdommene med Motiver — „thi den enevældige Konges Udtalelser trænge ikke til
Begrundelse og
tilstede endnu mindre Kritik" — paabyder Loven af 8 Marts 1856 Højesteret et af to: enten atvotere for
aabne Døre eller at give Præmisser for de afsagte Domme. Ikkun Assessorernes og Sekretærernes
røde og
Advokaternes og Sagførernes sorte Kapper over Uniformerne minde endnu fjernt om svundne Tiders
Giands
og Skikke.
Sjællands Biskop, Ordensbiskop, Dr. phil. & theol. T . SKAT RØRDAM, Stor
kors af Dbg., D.M. p. p.
O
id e n
1848,da jeg som ung Student kom til København, er der her sket store Forandringer og en mægtig
Udvikling i alle Retninger. Men ikke mindst betydningsfuld er Udviklingen i kirkelig Henseende, især i
den sidste Menneskealder. For 30—40 Aar siden kunde man møde Udtalelser om, at i Løbet af faaAar
vilde Kirke og Kristendom være, om ikke forsvunden saa dog traadt helt i Skygge i København. Og sa
har netop den Tid været Vidne til en Udvikling paa dette Omraade som aldrig tilforn. Siden 1874 er der
blevet opført syv og tyve nye Sognekirker her i Byen. Og Forandringen strækker sig ikke til de udvortes
Kirkehuse alene, men inde i Kirkerne er Forandringen ikke mindre kendelig. I de 6 Sognekirker, som f°r
60 Aar siden fandtes her i Byen, var Kirkebesøget gennemgaaende ringe, der lød i den ingen
Menighedssang,
den hortes kun i Vartov Kirke — ellers var Koret ene om at synge Salmerne ledsaget af Orgelet,
mens
Ti