224 / 554
-
214
-
i
saa man, hvor smukt en saadan vilde liave taget sig ud. En virkelig Storstad vilde have haft Raad til at ofre
den Smule Grund paa Skønhedens Alter. Og mon en Storstad ikke ogsaa vilde have haft Raad til atmodtage
en bedre Gave fra en velmenende Rigmand, end den, der bestaar i at berøve os det herlige gamle Nikolaj
Taarn og give os en Atrap i Stedet, med et Spir, der hører alle andre Steder hjemme end netop her. Frue
Kirke kunde f. Eks. godt trænge til et Spir. Jeg kunde nævne adskillige andre Eksempler paa skønne spildte
Kræfter, det vilde dog føre for vidt. Jeg har kun villet paapege, at der i vor Hovedstads Udvikling mangler
Overblik, hvad det arkitektoniske angaar. Der burde oprettes en Afdeling af Magistraten med dertil hørende
Borgmester alene for de æstetiske Hensyn. Man kalder København for Nordens Athen. Hvilket løgnagtigt
Praleri er det ikke. Den store Befolkning er jo ganske ligegyldig eller vildfarende overfor et Begreb som
Byens Skønhed. Eller i alt Fald ude af Stand til at faa sin Mening frem. Kritikløsheden og Autoritets
troen tillader de mærkeligste Vurderinger af, hvad der er smukt og grimt. Under Paaberaabelse af æstetiske
Krav kan Spekulationen uhindret tillade sig de værste Vandalismer. Selve Forskønnelsesforeningen har sin
Del af Ansvaret for den Begrebsforvirring, der hersker paa dette Omraade. Mangen brav Københavner
har vist ganske stille spurgt sig selv, hvorfor det nu skulde være saa kønt med de brogede Farver
og de hvide Gesimser paa Graabrødretorv. Om det gamle Buskads ved Nyhavn, trods Bethelskibet,
ikke harmonerede bedre med Omgivelserne end det nye Anlæg, der passer til Nyhavn omtrent som en
Porcelænsovn til en Kahyt, og om det famøse Nødtørftshus egentlig var værre der, hvor det stod,end
der, hvor det er kommet hen, nemlig paa Nørrebros Runddel, lige foran den nydelige Indgang til
Assistents Kirkegaard, hvor det ganske tager Pippet fra Graverboligen med den smukke antike Fayade. Dog
Ret skal være Ret. Der er Gud ske Lov ogsaa kommet noget kønt imellem. Nyrop har jo gjort Vesterbros
Torv helt festligt med Eliaskirken. Rolf Schrøder har ogsaa løst sin Opgave smukt med Grundtvigs Hus i
Studiestræde. Mange smukke Privathuse pryder Forstæderne. Kultorvet er heller ikke ilde tjent med denye
Hjørnehuse til Købmagergade. Stockholmsgade giver en rolig og fornem Skønhed. Paa Frue Plads harvi,
skønt noget sammenknebet, faaet en ret monumental Helhedsvirkning, og Slotsholmen med sine Omgivelser
vil forhaabentlig for stedse blive et Skønhedscentrum her i vor By. Hvad der karakteriserer København i
Modsætning til andre Hovedstæder er dens Mangel paa store Prospekter, paa Plads for Øjet og paa statelig
Pragtudfoldelse, men ogsaa paa den Uhygge, der i andre Byers Fattigkvarterer træder en i Møde i langt højere
Grad end her. En By som København har naturligvis andre Opgaver end at se dejligud. Naarjeg harholdt
mig til dens ydre Fysiognomi er det ud fra den almindelige anerkendte Betragtningaf de æstetiske Hnsyn
som opdragende Element. Som By saa Borger. Er Byen fantasiløs og skønhedsforladt, da vil den Slægt, der
vokser op i den, ogsaa blive det. Paa de gamle Volde, under de stolte Trækroner har Københavnerne ind
suget den Poesi, der har skabt Guldalderlitteraturen. De trivielle Boulevarder, vi har faaet i Stedet, inspirerer
ikke Sindet. Men vi har dog endnu de dejlige Parker, Frederiksberg Have, hvis Lige næppe findes mange
Steder, Kastellet og Langelinje, der gor Indsejlingen til København festligere end de fleste Havnestæder har
den. Paa disse Steder færdes en Ungdom, der ejer baade Skønhed og Skonhedsglæde. Lad os ikkegøre den
hjemløs. København er trods alt en By, der har sin Skønhed og sin Historie. Historien er snart ike mere
til at læse paa Byen. Og Skønheden skal den passe paa. Lad os haabe, at Fremtidens Kobenhavn maavide
at værne om begge Dele.
Direktør for Dansk Folkemuseum BERNHARD O L SEN , Ridder af Dbg.
S
kal
jeg skrive om mine Bysborn, Kobenhavnerne, vil jeg helst gøre det om dem, jeg er kommen sa nar,
medens jeg i mange Aar var Direktør for Tivoli, det brede Lag, den bedste Del af Havens
Besøgende,
og navnlig dem, der kom om Søndagen. Det er dette menige Folk, som blev Havens faste Grundvold; paa
den byggedes Tivolis gode Navn og Rygte og skabtes Muligheden for dens Trivsel i 64 Aar, medens Ud
landets store Folkehaver, Carstensens Forbilleder forlængst er forsvundne.
Denne Livskraft hentedes fra den jævne og stilfærdige Maade, hvorpaa dette menige Folk i massevis
forstod at glæde sig sammen uden Brud paa Sømmelighed. Det var den, som skable den gode
l
one,der
saa urokket har været Havens bedste Smykke.
Postmester EINAR H O L BØ L L , Ridder af den Siamesiske hvide Elefant.
J
to elsker Dig, Kobenhavn, fordi der midt inde i Dig, som Blomstens Hjerteblade, ligger en lille Byfoi
sig, en Stad i Staden, med sin egen Kommandant og sit eget Politi — Nyboder — som gav mig mitLivs
lykkelige Dage, hvor alle kendte hinanden, interesserede sig for hinanden, og hvor enhver vidste, hvad
Naboen
skulde have til Middag.
Her red jeg paa min Gyngehest gennem Urskoven, som bestod af et Ahorntræ og et to Alen højt
Hyldetræ i Gaarden, her stormede jeg den høje Klippefæstning ovenpaa Kulskuret, for saa, medens Sankt Pauls
Kirkeklokker ringede Solen ned, at blive sendt efter Mælk paa Toldbodvejen til mine smaa Søstres
Aftensmad.
Hvor jeg blandt Holmens faste Stok har fundet den uegennyttige Hjælpsomhed og sande
Hjertets
Dannelse, som ofte kan savnes i højere Kredse, og hvor den prægtige Nyboderkone bor, der, da detfoiste
Julemærke kom, nægtede at modtage 3 Julebreve, fordi der ingen Julemærker var paa.