223 / 554
-
213
-
B
ernhard
O
l se n
.
E
in a r
H
o l b ø l l
.
C
a rl
P
e t e r s e n
.
til saa stor Støtte for Aandslivet her i Danmark, og Christian d. IV's Tøjhus, der tillige med Proviantgaarden
har en sa ærværdig Alder, og som rummer saa mange Trofæer, der taler om krigerske Begivenheder baade
i ældre og nyere Tid. Her findes saaledes i Tøjhusgaarden stærkt irrede Metalkanoner, der er optagne 1873
og 1875 fra Vraget af Linieskibet „Dannebrog" og er et Minde om Ivar Hvitfeldts Heltemod. Ikke langt fra
dem findes de store Bomber af Jærn, der efter Sagnet skal være kastede ind i København under Belejringen
1658-59. Derhos er der Mortererne med Carl d. XI’s Navnechiffer, der erindrer om den skaanske Krig, og
en Metalkanon, der er tagen, da Stenbock maatte overgive sig med hele sin Hær i Tønningen 1713. Nogle
stærkt beskadigede og irrede Kanoner og Brudstykker af saadanne har oprindelig haft deres Plads paa det
lybskeAdmiralskib „Engelen", der stod Otto Rud bi i Slaget ved Øland 1564, men 1565 ved Vaade brændte i
Øresund. Nogle Kartover, som findes i Nærheden, har vist været med i de berømmelige Kampe 1510mellem
den danske Flaade under Jens Holgersen Ulfstand og Søren Nordby og Liibeckerne. Inden i Tøjhuset gemmes
de store Sjældenheder, som bestaar af ældgamle Skærmbrækkere i Tømmerstokke, fundne 1847 ved Anholt i
Vraget af et Krigsskib fra det 15. Aarhundrede eller muligt en endnu tidligere Tid. Oven paa i Rustkammer
salen vil enhver særlig lægge Mærke til de røde med Lilier mærkede Faner, der af danske Hjælpetropper er
tagne fra de Franske ved Ramillier 1706. Kort sagt, det er en Uendelighed af gamle Minder, der fremstiller sig
forTanken ved et Besøg paa Tøjhuset og overhovedet ved at færdes paa Slotsholmen og i dens Omgivelser.
Maleren
E.
KR
AUSE.
.
r x E N ,
man elsker, tugter man. København er min Fødeby, i den har jeg levet min meste i ^ ^ 1& ^ ved
13
af den. Men skal jeg skrive noget om den, da bliver det ikke lutter Lovor .
Byen, men jeg har ogsaa megen Grund til Misfornøjelse.
,
R„ pw „ode
For Tiden er København ved at forvandle sig fra en gammeldags til
gamle København kender jeg fra min Barndom. Det var en ærvær lg, orgermg
V
tarvelige Hver-
Mure,med Brosten og Reidestensbnedter, med ramlende Vogne og raabende Rejekone^ I s,n
dagsdragt var Byen harmonisk og malerisk, de graa og de røde Farver so go^ ^
<(gen Kiraklcr>
°g Hygge og Tiden havde faaet Lov til at stemme alt sammen, saa
y
derike var blottet for den Poesi, som Naturen meddeler alt, hvad der bliver overladt hl densRøgt
Selvfølgelig ønsker jeg ikke, at København til evig Tid
og følge med Tiden. Nu er den jo allerede bleven, hvad man kan kalde for en
ser,hvorledesdenne Udvikling foregaar, fristes man næsten til at ønske, atalt kunde b
.
Kulturen er saa fremskreden at man er sikker paa, at det „ye bliver godt. Men
h e r
v se
v o r
gode By sg
son,en rigtig Parven«. Jeg taler ikke on, den raa Tid
T. Ex.
Kvarterer, hvis Hæslighed skamskænder Byen paa mange af de Steder,
_
.
Retning om end i
Havnegade, Søerne og Voldkvarteret. Vor egen Tid har nemlig nok a °Pvl^e 1
Vandalismen finder
mindre Grad. Vel er Sansen for Arkitektur vaagnet og har sat mange smukke rug ,
^
at nævne
stadig Sted,og Forvirring og Planløshed præger Byens nye Fysiognomi.
^ 2 ° ™ ,
Ljv paa den ene
selve Raadhuspladsen
som
det mæ rkeligste Samm ensurium
af smukt
og grim
,
Fksemoler paa hvad
Side og øde Tomhed paa den anden. Og paa sin Tur gennem Strøget har man nok af Efcsempb*1 » ^ ^
planløs Bebyggelse fører til. Hvad kan det nytte, at en Arkitekt tegner en smu
»Naboer hvorledes
Beliggenhed
kommer til at skurre imod Omgivelserne. Se paa Grun ejer an ei\
Klosterstræde ogWalken-
de staar sammen. Eller paa Citykvarteret, eller paa Nyrops smukke ygning
den udsigten til den
dorfsgade. Selv kommer den ikke til sin Ret paa dette snævre Ste og c
5
Huge var fevet ned
dejligeHelligaandskirke. Her burde i Stedet have været en aaben Plads. Da
g
XXVIII
DANMARKS HOVEDSTAD.