218 / 554
-
208
-
Forfatteren HUGU E S le ROU X , Paris.
à la gloire de nos aïeux les Danois.
Q
u a n d
on estnormand, quand on s’appelle Le Roux, quand on a eu des aïeux, qui,
à
travers lessièdes
vécurent sur les navires, on aborde le Danemark comme un terre un peu sacrée. C’est ainsi que nos
cadets de Gascogne aiment
à
venir rêver au pied de la tour dont les leurs sortirent pour aller faire leur noms
et leur fortune. Et ceci n'est point une illusion, un lien secret nous unit.
J’ai vu le Danemark en hiver, en été, aux mois des nuits bleues, en février: je ne l'ai jamais connu
que souriant dans des grâces d'aquarelle. Je songe à lui comme à une suite de pelouses verdoyantes à l’ancre
sur la mer, comme à un champ de nenufars baltiques bercés à la surface de la vague.
Et comme toutes les fleurs ont un cœur où de la vie ailée bourdonne Seeland a Copenhague. J'y
suis venu pour la prémière fois un jour de féerie; L L M. M. le Roi Christian et la Reine Louise célébraient
leurs noces d’or. Ils avaient convié à cette anniversaire de gloire tous ces enfants-rois dont ils ont peuplé
les trônes de l’Europe. Pour moi Copenhague est resté à jamais le décor de cette fête unique. Les arcs de
triomphe sont encore debout, les guirlandes de verdure ne se sont pas fanées.
Je ne conais qu’un Copenhague, terre d'accueil, de surires, d'hospitalité fraternelle - gai, comme on
dit qui sont gais les gens du midi - partagé entre sa vaillante activité au travail et son gout spirituel du
plaisir, une ville qui vraiment estl'âme de tout un peuple, qui suffit
à
expliquer sa destinée surprenante - un
foyer de pensée, un bon levain d'organisation ingénieuses un bouquet de toutes ces forces morales qui donnent
à un groupement de hommes figure de nation, qui lui font sa place éternelle dans l’éspace et dans la durée.
Que cetHôtel de Ville sott, une fois de plus la barque de conquête que son équipage vaillant mène
à travers tous les sourires, toutes les surprises de la mer aux parts des horizons rêvés. Quand je vois flotter
la bannière des Danois, rouge avec sa croix blanche sur l’azur infini du ciel, il me semble que près des
leurs ce sont les couleurs de mon pays qui flottent.
(Til Ære fo r de Danske, vore Forfœdre.
Naar man er Normanner, naar man hedder Le Roux, naar man har haft Forfædre, som gennemAar-
hundreder har levet til Søs, betræder man Danmark som om det var et Slags helligt Land Det er ligesom
vore Gascogner, der holder af at drømme ved Foden af det Taarn, hvorfra deres Forfædre droge ud for at
skabe sig Navn og Berømmelse. Og det er aldeles intet Bedrag, et hemmeligt Baand forener os.
Jeg har set Danmark om Vinteren, i Februar, om Sommeren, i de lyse Nætters Tid, og altid fundet
det yndefuldt smilende. Jeg tænker mig det som en Mængde grønne Græspletter, der ligger til Ankers paa
Havet, som en Mark af Aakander, der vugges paa Toppen af Østersøens Bølger.
Og ligesom alle Blomster have et Hjerte, hvori Livet pulserer, saaledes har Sjælland København.
Første Gang jeg kom der var paa en Festdag. Deres Majestæter Kong Christian og DronningLouise lioj-
tideligholdt deres Guldbryllup. De havde indbudt til denne Hædersdag alle de kongelige Børn,
hvormed de
have befolket Europas Troner. For mig staar København bestandig som en Baggrund for denne enstaaende
Fest. Triumfbuerne staar stadig, de grønne Guirlander ere endnu ikke visnede.
Jeg kender kun etKøbenhavn, Stedet for en venlig Modtagelse og en broderligGæstfrihed -
muntert
som hos Sydens Folk. —Stedet for en dygtig Arbejdsomhed og for aandfulde Fornøjelser, en By, der i Sand
hed er et helt Folks Sjæl, —hvad der er nok til at forklare dens underlige Skæbne, —etArnested for
Tankerne,
et Spirested for kloge Organisationer, en Forbindelse af alle disse moralske Kræfter, som gør, at en Samling
af Mennesker kan optræde som en Nation, der vil have en varig Plads i Rum og Tid.
Gid dette Raadhus rnaa blive et Skib mere, der fører den tapre Besætning gennem alle Blink, forbi
alle Havets Overraskelser mod fjerne Strande. Naar jeg ser de Danskes Banner, rødt nred et hvidt Kors, vaje
mod den uendelige blaa Himmel, synes jeg at se mit Lands Farver vajeved Siden af.)
Professor ARNOLD KRAUZ , Prag.
rNET er Verdenshistorien? største Tossestreg at have sendt København ud paa den yderste Kant af sit
lille
Land, hvor den maa støtte sig til Amager og de kunstige Fort-Øer, for ikke at glide helt ud i Havet,
i Stedet for at være Midtpunktet af et stort Rige eller Forbund, venligt kaldende alle Østersøkysternes
Beboeie
til at ty til dens Favn for at raadslaa, belæres, opbygges og more sig, thi dertil er den skabt.
Hs. Ekscellence v. BÜ LOW , Overpræsident for Slesvig-Holsten.
IM August 1904 lag ich mehrere Tage mit einer Segelyacht an der Langen Linie.
Seitdem ist mir Kopenhagen als eine schöne Stadt in der Erinnerung geblieben, die ich immer
gern wieder besuchen möchte. Der eigenartige Reiz der Insellandschaft im Vereinmit der interessanten Stadt
und ihre geschichtlichen Erinnerungen machte es mir sehr verständlich, dass die Dänen ihre Heimath und
ihr Vaterland so glühend lieben.
Ich kann aber nicht finden, dass in der Liebe der Däne zu seinem Vaterland und in der Vater
landsliebe der Deutschen zu ihrem deutschen Vaterland etwas Gegensätzliches gefunden zu werden braucht.