ABSALONS BRØND.
A f S
o p h u s
B
a u d it z
.
n d e r
det sidste Christiansborg førte i skraa Retning fra den
østre Kælderrække — den, der laa under Hovedfløjen —
ind under Slotspladsen en smal, lav Tøndehvælving; der
var bælgmørkt og blød, fugtig Grund — man maatte føle
sig for med Foden, selv om man havde Lygte med.
For Enden af Gangen laa en simpel, halvrund Sten
brystning, og naar Lyset holdtes ind over den, blinkede
der et Par Alen nede et lille Vandspejl —det var
Absalons
Brønd.
Saadan kaldtes den af Alle paa Slottet, og saadan
var den bleven kaldt bestandig, men ude i Byen var der vel knap en Snes Mennesker,
der overhovedet anede dens Eksistens.
Veteranerne blandt Slottets Beboere og faste Funktionærer vidste imidlertid adskil
ligt at fortælle om Brønden. Vandstanden i den var omtrent en Snes Fod — „Bunden
ligger helt nede i Kridtet", hed det — og Vandet selv var det bedste Vand i hele Køben
havn. I gamle Dage, i Frederik den Sjettes og Christian den Ottendes Tid, da var det
ogsaa en Herlighed og en stor Naade for de fornemste Familier i Byen at faa Nøgle til
Brønden og at have Lov til at hente Vand fra den, og da kunde der tidt om Morgenen
komme en halv Snes kønne Herskabspiger paa een Gang med deres Spande — „ja, det
var andre Tider", lød det med et svagt Suk.
Men nævnte man „ude i Byen" Absalons Brønd og hævdede man, at den med
Rette bar sit Navn efter Byens Grund
lægger, saa trak Folk paa Smilebaandet
og mente, at det var dog nok ikke saa vist.
Som om der i henved syv Hun
drede Aar skulde have holdt sig en fast,
uafbrudt Tradition om Brøndens Oprin
delse, naar Traditionen ikke var ægte!
Og selve Forholdene viste jo da
ogsaa tydeligt nok, at Traditionen var
og maatte være rigtig. Det første, Absa
lon har gjort, da han tænkte paa at
bygge sig Borg her paa Holmen, har
naturligvis været at sikre sig, at der var
fersk Vand; Brønden er bleven gravet,
og Ringmuren er rejst uden om
den
—
med store, stærke Sten for at værne Livs
kilden i Ufredstider. Absalons Borg
Slotsgaarden i det gamle Københavns Slot.