46 / 554
- 38 -
om de, der fremstillede sig for
ham, bevidnede dette og ikke ham
deres Ærbødighed.
Som et enestaaende Mindes
mærke om det aandelige Liv, som
blev vakt ved Absalons Virksom
hed og fik sin Næring af det store
nationale Opsving, staar Saxes
uforlignelige Værk om vor Oldtids
Historie. Forfatteren — Absalons
Klerk — siger om Ærkebiskoppen:
»han kunde ikke finde sig i, at
vort Fædreland skulde savne et
sligt Mindesmærke, han, der altid
brændte af Begærlighed efter at
give det Glans".
Absalon døde. Dagen før Skær
torsdag, 21de Marts 1201 i Sorø
Kloster, hvor han rimeligvis efter
Tidens Skik havde tilbragt Fasten
i Stilhed. Han gik i sit 73de Aar
og hans stærke Legemes Kraft var
brudt i Aaringers rastløse Arbejde.
Der er bevaret en Optegnelse af hans sidste Vilje, som viser, at han til det sidste havde
bevaret hele sin Aands Klarhed og retsindige Betænksomhed. Sin rige Fædrenearv gav
han til Sorø Kloster undtagen Fjenneslev, sit Barndomshjem, som Esbern Snare skulde
have tillige med »den lille Skaal, hvoraf deres Fader plejede at drikke". København med
det tilliggende Jordegods havde han alt forhen givet til Roskilde Bispestol. Hvad han ellers
ejede, fordelte han til Venner og Frænder og til alle dem, som havde staaet ham nær i
de forskelligste Stillinger.
Absalon jordfæstedes iÆrkebispeskrud, med Ring og Stav, foran Alteret i Sorø
Klosterkirke; en Blyplademed Indskrift nedlagdes iGraven med ham.
Absalons Kiste.