41 / 554
- 33 -
til hvilke han bestandig senere følte sig knyttet med broderligt Venskab. Deres Drengeaar
faldt i Erik Lams hæderløse Regeringstid; den Ødelæggelse ved Vendernes Indfald, som
de da var Vidne til, ikke mindst paa Sjælland, stod i den stærkeste Modsætning til de
store Overleveringer, som levede i Slægten og samlede sig om dens nøje Forhold til
Valdemars Forældre. Det fejler ikke, at jo de dybe Indtryk fra denne Tid havde deres
store Del i, at Absalon senere i saa mange Aar betragtede Kampen mod Venderne som
sin Hovedopgave ved Siden af Bispeembedets kirke
lige Forretninger.
Næppe ret længe efter Kong Eriks Død og
Udbruddet af Tronfejderne (1146) opløstes Barndoms
hjemmet i Fjenneslev; Absalon drog til Paris for at
studere Theologi og Kirkeret. Her sluttede han Ven
skab med Kanniken Vilhelm i St. Genovevas Kloster,
en udmærket kyndig og erfaren Mand, som han
senere indkaldte til Danmark og gjorde til Abbed
paa Eskilsø, umiddelbart ved Siden af sit eget Bispe
sæde Roskilde. Absalon selv blev en udmærket Klerk,
dygtig ikke blot i den kirkelige Lærdom, men ogsaa
i Lovkyndighed og verdslige Videnskaber. Her ud
dannede han den sjældne Veltalenhed, som han senere
berømmes for, ligesom han allerede i denne sin første
Ungdomstid lagde Grunden til den Selvbeherskelse
og den ydmyge Fromhed, som baade Fjender og
Venner anerkendte hos ham. Som Søn af en Høv
ding og som opfostret sammen med vordende Høv
dinger havde han tillige uddannet sit Legeme i alle
Tidens Idrætter, ligesom hans maadeholdne Levemaade
gjorde det muligt for ham at underkaste sig over
ordentlige og vedholdende Anstrængelser; men det
synes i øvrigt at fremgaa af flere Træk, at hans Ydre
ikke var anseligt, og at man ikke lagde Mærke til
ham, naar han færdedEs blandt sine Standsfæller, før han fik Lejlighed til at gøre sig
gældende ved sin Tale.
Absalon nævnes ikke i Tronfejderne før henimod Slutningen; han stod da selv
følgelig paa Valdemars Side. Ved den Forhandling mellem ham og den tilbagevendte
Svend i Albani Kirke, som indledede Forliget mellem Kongerne, var han det eneste Vidne,
og da Svend kort efter overfaldt sine Medkonger ved Gildet i Roskilde, aflagde Absalon
de første fremtrædende Prøver paa sit urokkelige Mod og sin hensynsløse Hengivenhed
for Valdemar. Skjønt han nemlig var udenfor al Fare, den Gang Overfaldet skete, ilede
han ufortøvet sin Fosterbroder til Hjælp, og da han troede at have fundet ham haardt
saaret, vilde han ikke forlade ham eller tænke paa sin egen Sikkerhed. Senere undkom
han ved sin Ro og Aandsnærværelse og bragte sin Moder det første Budskab om, hvad
der var sket; men saa stor var ogsaa hendes Hengivenhed for den unge Konge, at hendes
Sorg over hans formentlige Død var større end Glæden over Sønnens Frelse.