43 / 554
sendtes hjem. Sygdommen var saa voldsom, at Absalon opgav sin Ven og beredte ham
til Døden, medens han selv kæmpede med den samme Sygdom uden at ville lade Vennen
mærke for ikke at forværre hans Tilstand. Da de lykkeligvis begge kom sig, betragtede
de Sygdommen som en retfærdig Straf og en Advarsel for den Blodskyld mod kristne
Landsmænd, som de havde villet paabyrde sig, og de gjorde nu Løfter om hellere at
vende deres Vaaben mod Rigets rette Avindsmænd.
Haand i Haand med Togene til Vendland og af endnu større umiddelbar Betyd
ning for Rigets egen Fred gik Bestræbelserne for at sikre selve de danske Farvande, som
endnu den Gang og længe efter hjemsøgtes af Vikin
gerne; der byggedes Borge (som Vordingborg, Ny
borg, Kalundborg osv.), og der indrettedes Vagthold
saa vel paa Søen som langs Kysterne. Fremfor alle
berømmes Absalon for sin utrættelige Aarvaagenhed:
„han nedbrød for største Delen sine Bispegaarde for
des bedre at kunne befæste Vagtstederne/' siges der,
„og i det han jævnlig laa ude imod Fjenden, laante
han ofte Hus af Skov og Krat; men denne hans ringe
Bolig genrejste Fædrelandets sammensunkne Haller!
Ja endog Vinterens Is traf ham ude paa de skrøbelige
Skibe, for at ingen Aarstid skulde savne det held-
bringende Vagthold eller hans uforlignelige Kærlig
hed til Fædrelandet faa Skin af at vige tilbage for
Savn og Møje."
Han nøjedes dog ingenlunde med denne Virk
somhed udad til, imod Rigets Fjender. Borgerkrigene
havde sat dybe Spor i hele Samfundet, og Absalon
var utrættelig i at arbejde hen imod Fred og Forso
ning. Saaledes formaaede han Kongen til at tilbage
kalde de fredløse Deltagere i den sidste Kamp om
Kronen; enkelte af dem bleve fra den Tid af hans
og Kongens mest hengivne Venner. Ved sin Vel
talenhed og sit forstandige Maadehold, siger Saxe,
gjorde han Ende paa de bedrøvelige Tingtrætter, som den Gang vare bievne saa alminde
lige paa Sjælland og jævnlig udartede til Vold og Drab; uanselig og jævn var han i sin
første Optræden, men snart maatte alle sande, at han forstod at beherske dem med sin
Tales Magt. Og paa samme Maade mæglede han mellem Kongen og de store og mellem
sine Landsmænd og de fremmede; alle tyede de til ham for at finde Forstaaelse for deres
Sag og en Talsmand for deres Ønsker. Denne Side var saa fremtrædende hos ham, at
Arnold af Lybek ved Omtalen af hans Død siger: „Hele Danmark sørgede over hans Død
og befalede hans Aand i Jesu Christi, Fredsfyrstens, Hænder, ligesom han selv i Live
havde ført mange, som laa i Ufred, til Fred og Enighed."
Der indtraadte efter de første sejrrige Vendertog et Par Aars Hvile, som Kongen
og Absalon benyttede til ligesom at give deres Gerning en højere Indvielse. Sommeren
1161 genoprettede Absalon det helt forfaldne Kloster i Sorø, og omtrent samtidig oprettede
- 35 -