81 / 554
- 71 -
Fra Raadhusets Trappe blæstes „Julefreden" ud 4 Dage før Christi Fødselsdag, og ved
Siden af, paa Bytinget plejedes Retten til daglig, Dyden fik sin Belønning og Brøden sin
Straf. Her paa Raadhuset havde Byvagten sit Hovedkvarter, her raadslog Borgmestre og
Raad om Byens Sager og drøftede dens Tarv, her blev Forbrydere og Misgerningsmænd
sat i „Byens Hægte", her gik man hen og købte sin Drik, naar man vilde have noget
rigtig godt, og her søgte man hen med sit Købmandsskab, naar man havde en Mistanke
om, at Kræmmerens Alen havde været for kort eller hans Pundevægt for let.
Her holdt
Byen Gilde paa bestemte Tider af Aaret, her kejsedes Majgreverne, her holdtes de velstaa-
ende Borgerdøtres Bryllupsdag, — hvorom man endnu har et Minde i det af Dronning
Dorotea skænkede Brudesmykke, som nu opbevares paa Rosenborg, — og her endelig stod
de store Festligheder, hvor Borgmestrene optraadte som Værter paa Byens Vegne, som
f. Eks. Dagen efter Christjern II's Bryllup 1515, da han og
Dronning Elisabeth var til stort Gilde paa Raadhuset, fra hvis
Vinduer de saa paa Dystløbet nede paa Gammeltorv.
Men aldrig har Byens Hjerte banket i den Grad i
Raadhuset, som i de bevægede Aar før Reformationens ende
lige Sejr, da en af Byens Borgmestre, Ambrosius Bogbinder, i
Spidsen for det ivrigt lutheranske Parti talte og kæmpede mod
„det gamle Hykleri og det papistiske Regimente". Og den
store Storm mod Helgenbillederne i Frue Kirke, som Am
brosius ledede 3. Juledag 1530, er sandsynligvis udgaaet fra
Raadhuset.
Den 14. Juli 1533 var Gammeltorv og Raadhusstræde
fyldt af en larmende og urolig Skare, københavnske Borger
folk og Almuesmænd samt Søfolk og Soldater fra den lybske Flaade, som laa ude ved
Hvidørepynten for at støtte Lutheranerne og den fangne Kong Christjerns Parti. Køben
havnerne var stimlet sammen i Anledning af Herredagen, der var samlet paa Raadhuset
for at fælde Dom over Hans Tausen, som var anklaget for Kætteri, Anstiftelse af Billed
stormen i Frue Kirke og nedsættende Udtalelser mod Biskoppen Joakim Rønnov. Og
Lybekkerne var smuglet ind i Byen, hidkaldt af det lutheranske Parti, for det Tilfælde, at
den afholdte Præst skulde blive dømt, og den Nødvendighed indtræde, at man maatte
befri ham med Magt. Og medens Hans Tausen og Katoliken Peder Helgesen disputerede
paa Latin inde i Raadhussaien om Nadverens Forstaaelse, begyndte Mængden ude paa
Torvet at blive utaalmodig. Den opfattede det som et slet Tegn, at Tiden trak ud, og
brød til sidst ud i Trusler mod Biskopperne og i Skrig og Raab om, at Hans Tausen
skulde gives fri; hvis ikke han kom ud og det straks, vilde de sprænge Raadhusets Port
og selv hente ham ud.
Det var der nu ikke nogen Grund til. Ti under Paavirkning af Folkemængdens
Larm og Gny, der lød ind gennem de aabne Vinduer ude fra Torvet, var Hans Tausen
bleven frikendt og forligt med sine Anklagere, de katolske Prælater. Men Københavnerne
lod sig ikke stille tilfreds, før Hans Tausen viste sig uskadt paa Raadhustrappen. Og her
fra maatte han følge sin Modstander, Biskoppen, hjem til Bispegaarden, paa det nuværende
Universitets Plads, for at værge ham mod alt for haandgribelige Udslag af de forbitrede
Københavneres Vrede.