282 / 327
bøjede sig for deres Raad og Tilskyndelser, naar det var øjensynligt, at Resul
tatet vilde blive godt, selvom Sagen først maatte undersøges i alle Enkelt
heder, før Bestemmelsen blev taget.« Helweg blev den af de tre Stiftere, der
længst holdt sig i Direktørstolen, mere end en saakaldt Menneskealder, i 35
Aar, og han kom efterhaanden til at staa som en Nestor indenfor den danske
Jernindustri, for ikke at sige Industrien i det hele taget. Naar Bladene gennem
Aarene vilde bringe Udtalelser om de kommende Tiders Muligheder for
Industrien, var det meget ofte Helweg, man henvendte sig til.
Det var saaledes ikke mærkeligt, at da Tage H eft skulde skrive en Artikel
i Politikens Magasin: Hvorledes Dagen gaar for en Industrimand, da valgte
han Direktør Helweg. Og skildrede hvorledes den graahaarede Chef allerede
Kl. 8 om Morgenen sad paa sit Kontor, Konferencerne med hans Meddirektør
Poul Hannover, med Afdelingslederne — og Helwegs daglige Rundgang gen
nem Fabrikken. Han lagde megen Vægt paa at vise sig hver Dag i alle Afde
linger og helst saa tidligt som muligt. Man skulde se, at han ikke sov Tiden
hen, men altid var paa Pletten. Et Ordensmenneske var han og Præcision var
ham en Lidenskab. En Anekdote fra hans tidligere Dage viser dette. Det var i
den gode gamle Tid paa Vesterfælledvej, da Helweg endnu selv førte Kunde
registrene — som det da forresten ogsaa var Tilfældet endnu flere Aar efter
Titans Start. Han sad ved sin Plads paa Tegnestuen og skrev, da Firmaets
mest betroede Mand, den senere Direktør Garde kom ind, to-tre Minutter
efter at hans Middagspavse var forbi. Og Helweg trak demonstrativt Uret op
af Lommen: Du ved vel, at det er over Tiden? At Garde blot rystede paa
Hovedet med et Aarrh! kan man saadan set nok forstaa.
Da det 1927, forresten af Helwegs tidligere Meddirektør T. C. Thomsen,
var blevet fremhævet, at Tonen i Pressen burde være lidt mindre udfordrende,
udtalte Helweg sig ogsaa om Sagen: »Selvfølgelig kunde det være rigtigt, at
Tonen burde ændres,« sagde han, »men vi gamle, som har været med i Socia
lismens første Aar herhjemme, var dog udsat for en mere virkningsfuld
Beskydning fra den socialistiske Presses Side. I gamle Dage da Redaktør
Wiinblad sad ved Roret paa Social-Demokraten, og hvor det var nødvendigt
for den nyfødte Arbejderbevægelse at skabe en Jordbund for sin Vækst ved
at fremstille Arbejdsgiverne som hjerteløse Tyranner og ubarmhjertige Blod
sugere, skød dette dengang vort eneste Socialistblad med virkelige Spidsprojek
tiler, som havde Fynd og Klem.«
Nu virkede Socialistpressens Tone kun som Rabalder, tunge gammeldags
runde Kugler, der faldt ned, lige udenfor Mundingen af Geværet!
276