HaandværkerforeningenKøbenhavn

_ 4 -

og Haandværkerne hørte ikke til dem, hos hvem deres Ind

flydelse sporedes mindst.

Under disse Paavirkninger, der fyldte Slutningen af det

foregaaende og den første Halvdel af dette Aarhundrede,

om end ikke helt jævnsides, forberedte den danske Haand-

værkerstand sig til Afgjørelsen af det Spørgsmaal, som vel

har været det vigtigste i hele dens Liv. „Den vældige,

sekelgamle Kæmpe“ : Lavene, som trods alle Stormløb og

Angreb, trods alle Skrammer og Ar, Tiden havde givet dem,

dog endnu stod urokkede, skulde nu for Alvor fældes. En

Bygning saa gammel, at man knap kjendte dens Alder,

saa solidt sammentømret, at Slægtled paa Slægtled havde

indlevet sig i den og sat sine Mærker i den, skulde nu

ryddes, for at det Liv, og den Frihed, som Tiden ønskede

i alle Forhold, kunde faa Lov til at skinne selv for dem,

der havde levet inde i dens mørkeste Yraaer. Intet Under,

at den gamle Bygning knagede og bragede, da Demolerings-

værket begyndte, intet Under, at mange af dens Beboere

troede, at deres sidste Time var kommen.

Siden Kristian den Fjerdes radikale Ophævelse af alle

Lav ved Forordningen af 18de Juni 1613, en Foranstaltning,

der dog ret hurtigt atter blev tilbagekaldt, havde der ikke

for Alvor været ført noget Slag mod disse. Der var blevet

gjort forskjellige Tilløb, men intet af dem havde faaet virke

lig Betydning. Kristian den Femtes danske Lov havde søgt

at forhindre, at Lavsvæsenet blev obligatorisk, men den

Bække Lavsordninger, der udkom i Slutningen af Aarhun-

dredet, retablerede for største Delen atter den gamle Tingenes

Tilstand. Under Frederik den Fjerde opstod der paany

Tvivl om Lavenes Hensigtsmæssighed. I 1707 forlangte